Sorte diamanter, slebet på et stålbor
Der udkommer rigtig mange spændende ting på det elektroniske label n5MD, der har Mike Cadoo som sit primære omdrejningspunkt. Et label, som nu har eksisteret i ti år, og som derfor har gjort sig fortjent til en behørig hyldest. Et cado til Cadoo, så at sige.
Albummet the reconstruction af fives må siges at være et sådan værk, for på albummets 12 skæringer fortolker og fremstiller forskellige kunstnere, der alle er udkommet på n5MD, hver deres favoritnummer fra Cadoos bagkatalog. Og lad det være sagt med det samme: Det er der kommet en aldeles lytværdig og vellykket skive ud af. Umiddelbart er jeg altid meget skeptisk på forhånd, når der er tale om den slags antologier, hvor forskelligartede kunstnere forsøger at mødes ved et fælles emne eller begivenhed. Der er altid nogle der er gode, og så er der nogle, der falder gumpetungt igennem. Sidstnævnte gør, at man aldrig får taget sig sammen til at høre de gode numre. Den fare mener jeg ikke er at finde på denne udgivelse. Alle skæringerne er på hver deres dybt personlige måde nogle mere eller mindre suveræne bud på, hvad kunstnerne mener, er det bedste musikalske arvegods fra det ambientelektroniske univers, Cadoo har været med til at udvikle gennem mere end den dekade, hans label har eksisteret. En af grundene er også, at kunstnerne tager numrene til sig og transformerer dem til deres egne helt personlige udtryk. Samtidig med, at man tydeligt mærker den bagvedliggende respekt for og kærlighed til forlægget.
Pale Sketcher lægger stille ud med nummeret ”Secret knots”, som oprindeligt er komponeret af Richard Bailey/Proem, og de langstrakte ambient klangflader understøttes af en pulserende og lagvis rytme, der både peger tilbage på Proems selvsamme ambient og den matematiske IDM, han også er eksponent for. Pale Sketcher har valgt at lægge mere vægt på ambient-udtrykket, men kommer flot i hus med sit atmosfæriske og drømmende udtryk.
På den efterfølgende ”I used to be sad” af Nadja, som er komponeret af Port-Royal, bliver der derimod langsomt fyret op for støjniveauet og det ekspressive. Det starter lavmælt og tyst, æterisk, men halvvejs inde stiger intensiteten, og langsomt bryder støjen igennem for fuld kraft, samtidig med at florlette vokaler i baggrunden antyder tilstedeværelsen af et ansigt. Det er afsindigt flot, og det afslutningsvise crescendo af støj er en ren og uforfalsket nydelse.
Architects gendigtning af Tobias Liljas ”Blood Tracer” er straks mere kantet og forankret i IDM-genren, hvor Bersarin Quartetts fortolkning af SubstractiveLADs ”The deep and lovely quiet” er som at lufte et silketæppe i en køligvarm let brise.
I lighed med Nadjas fremstilling, tager Jasper TX lytteren med på en rejse i æterisk stilhed med ”Colder” af Cadoos eget Bitcrush, som langsomt folder sig ud i en forvrænget rocklyd, der minder mest om tidligt Bloddy Valentine. Det hele slutter i piano og munder langsomt ud i den rene stilhed. Fænomenalt og ubeskriveligt smukt og effektfuldt. Et af albummets absolutte højdepunkter.
Også Dalots udgave af Holograms ”xx” er et studie i ambient vellyd, hvor man mister orienteringen i nummeret, og hvor alting flyder sammen i komplekse energier og mod fjerne mål, der ligger lige under horisontens flimrende kant.
Hvis man ikke kender hverken Cadoo eller n5MD, er dette album et godt sted at starte. Der er både et vældigt arsenal af kunstnere, der udgives hos Cadoo, et væld af numre, der repræsenterer en stor del af historien om n5MD, og så er de komponeret med en udtalt hyldest, der emmer af respekt for projektet, som i sig selv gør det til en fornøjelse at lytte til.
