Interview med Siamese Fighting Fish

Diskant.dk har talt Mirza Radonjica fra Siamese Fighting Fish, der har udgivet det anmelderroste album We Are The Sound.

I forbindelse med udgivelsen af danske Siamese Fighting Fishs debutalbum, We Are The Sound, har Diskant talt med forsanger Mirza Radonjica. Det er bl.a. blevet til et kig på bandets interessante baggrund og lovende fremtid, som forhåbentligt bringer dem forbi Roskilde Festival denne sommer. Det krydser undertegnede (og bandet!) i hvert fald fingre for.

Diskant: Hvornår startede din interesse for at synge?

Mirza: Jeg har sunget i siden jeg var 13 år, men havde mit første band da jeg var 15. Tror det er en ret fælles ting for os alle sammen. Villads har endda boet med sit band, mens Morten har været i alverdens mærkeligste bands og nu er i det mærkeligste til dags dato.

Diskant: Du stammer fra Balkanområdet, på hvilken måde har det påvirket dig som musiker?

Mirza:Jeg prøver at lade de balkanisiske aner ramme vores stil og musik, men det er ikke altid så nemt når man selv umiddelbart ikke har fyldt cd-hylderne med balkanmusik. Det der inspirerer mig i det balkanske er den melodramatisk tilgang de har til musikken. Det er bombastisk og yderst dramatisk – der kan jeg mærke at jeg bliver draget af noget og det tror jeg er det hele bandet har allermest tilfælles. Vi elsker dramatisk musik tror jeg.

Diskant: I hvilken forbindelse mødte du resten af medlemmerne fra Siamese Fighting Fish?

Mirza: Siamese blev dannet da jeg kom ind. Før hed det Last Page og var noget helt andet. Det skete igennem Aages forum, hvilket må siges at være temmelig heldigt. Vi har nu dannet en solid grobund for bandet, og jeg må bruge klicheen at jeg tror, vi alle betragter hinanden som hinandens bedste venner. Det synes jeg er det vigtigste i hele det univers, der er Siamese Fighting Fish.

Diskant: Hvad betød det for jer at som band at vinde priserne for bedste band og bedste sanger i Melody Maker Contest?

Mirza: Det sjovt, det er der faktisk ikke mange der spørger os om. I sin tid var det kun mig, Villads og Morten fra den nuværende besætning der var med. Vi var meget overraskede for vi havde kun eksisteret i 3 måneder på det tidspunkt og jeg husker det stadig som et af de lykkeligste øjeblikke, der kun blev overgået af den koncert vi spillede for et fyldt Stengade i januar. Derudover tankede vi utrolig meget selvtillid med sejren, ikke mindst.

Diskant: I mine ører forekommer der lidt inspiration fra amerikanske System of a Down i nogle af numrene på jeres nye album We Are The Sound. Hvem har inspireret jeres lyd og musikalske stil?

Mirza: Du hører ikke helt forkert.. Det er klart en af vores største inspirationskilder på denne plade. Derudover så må navne som Agent Fresco, Alexisonfire, Cloudkicker og Mars Volta. Nogle af navnene ringer nok ikke mange klokker i Danmark.

Diskant: Vokalen ligger ofte i forgrunden på numrene, og den lyder bestemt ikke som mange andre stemmer. Hvordan har du lært at synge som du gør?

Mirza: Jeg lyttede som ung rigtig meget til Brandon Boyd fra Incubus, derfra blev det blandet med nogle af de bands jeg høre meget i mine lidt ældre dage som Jonny Craig (Emarosa), Dallas Green (Alexisonfire) og så nok mest min egen stil der under sine bedste dage har lidt samme flow som John Legend. (Haha, ja ja jeg ved det godt!)

Diskant: Og hvad med tekstuniverset? Hvor får du dine lyriske idéer fra?

Mirza: Ideerne udspringer af klicheer fordi intet er mere sandt end dem, men processen og udtrykket er egentlig det, der er interessant. Det er tvetydigt og i mange henseender skævt. Pladens lyriske udgangspunkt er todelt, hvor halvdelen af pladen er drevet af følelser, sanser og underbevidstheden (afhængighed, besiddertrang, angst og sorg), mens den anden er drevet af rationelle refleksioner over min egen og andres tilværelse (uretfærdighed, fattigdom, race, og medmenneskelighed).

Diskant: Nu har I jo netop udgivet jeres debutalbum, så hvad byder den nærmeste fremtid på for Siamese Fighting Fish?

Mirza: Der er godt gang i fisken. Vi er pt. i gang med en tour og har lige lagt vejen forbi et par danske byer samt spillesteder i Tyskland, Belgien og Holland. Forude venter mange flere koncerter i DK og udlandet (tjek vores facebook for info) og vi har stor showcasekoncert i Lille Vega d. 8. april! Så udgiver vi en livedvd med akustiske numre, og et af vores numre i dubstepversioner. Vi laver en kæmpe fest snart, hvor vi serverer tonsvis af fiskefjæs (et koncept vi har haft succes med det sidste års tid). Vi går muligvis også i studiet allerede om et par måneder for at lave en demo med nogle af de nye numre vi har skrevet. Så det bliver alle sammen meget spændende! Nå ja, og så venter vi på det opkald fra Roskilde Festival ik’?

Written By
More from BellBruun
Gravens Rand: Lysternes Lakaj
Længsel mod humoristisk hærværk forløses ikke Gravens Rand forsøger at gå både...
Read More
0 replies on “Interview med Siamese Fighting Fish”