Hush: Dark Horse

Hush udgiver et broget album, hvor jeg halvdelen af tiden keder mig med sange, jeg føler jeg har hørt mange gange før. Den anden halvdel af tiden fornemmer jeg, at Hush har et langt mere markant kunstnerisk snit over deres materiale, som imponerer mig voldsomt, når den får frit løb. Lad det endelig ske over et helt album næste gang.

Forfriskende nytænkning trods stort hensyn til fortiden

Hush er blandt de bedste danske popgrupper. Deres sødmefulde countrypop er aldeles effektiv og funktionel, men samtidig gør den det udfordrende for duoen at afsøge nye veje og gøre et velment forsøg på at lyde som andet end de tidligere albums.

Forsøget bliver dog gjort på Dark Horse, og det lykkes af og til. Albummet er indspillet live i studiet, og det giver en god nerve og intensitet. Dorthe Gerlach lykkes til tider rigtig godt med at få sendt sangene afsted, mens Michael Hartmann har stået bag en flok arrangementer, der har god sammenhæng og fylde, når tempoet holdes nede og følelserne får lov at have overtaget.

Når Hush leverer midtempo countrypop som på den velskrevne ”Do What You Love To Do”, er det de sikre kort, der bliver lagt på bordet. Når der skrues op for tempoet som på ”Same Old Different Story” lyder det som noget, der er hørt tusinde gange før, og når ”Patience” trækker på alle de mest brugte musikalske country-klichéer, så ønsker man sig på Hush’s vegne, at de kan lukke øjnene for forventningerne, og i stedet træde et skridt nærmere sig selv.

Dorthe Gerlach har ofte fået skudt i skoene, at hun lyder som en kopi af Dolly Parton, og den lyse og vibrerende vokal ligger da også tæt op ad den amerikanske countrylegende. Det er for så vidt ingen skam, men det er tankevækkende, at Gerlach fremstår som en væsentligt bedre vokalist, når hun søger andre udtryk end det forventede.

Det gør hun nemlig på titelnummeret, hvor der findes et lidt mørkere og elektrisk udtryk i Gerlachs vokal, der giver en intensitet, der slår gnister. Det klæder ligeledes Hush, at der tilsættes lidt strøm og kant på ”Wilder Girl”, mens der er en helt særlig kant på albummets bedste nummer, ”Look For America”, der rummer en stærk og gribende fornemmelse af håb, der præsenteres direkte fra hjertet i en absolut stærk form. Endelig træder Gerlach fuldstændigt ud af Parton-land på den flotte klaverakkompagnerede afslutter ”All At Sea In The Dark”.

Det er altid vanskeligt at sidde udefra og gøre sig klog på, hvad der har været hensigter og tanker bag et bestemt album. På Dark Horse har jeg dog et klart indtryk af, at Gerlach og Hartmann har ønsket at give deres trofaste publikum noget, de kender, men at duoen samtidig har haft et kunstnerisk behov for at få lidt mere kant, nerve og intensitet i deres sange.

Det giver et broget album, hvor jeg halvdelen af tiden keder mig med sange, jeg føler jeg har hørt mange gange før. Den anden halvdel af tiden fornemmer jeg, at Hush har et langt mere markant kunstnerisk snit over deres materiale, som imponerer mig voldsomt, når den får frit løb. Lad det endelig ske over et helt album næste gang.

Written By
More from Morten Wamsler
Sebastian Waldejer: The Rise Of The Urban Child
Det er en smule forvirrende – men nogle gange også ganske gribende...
Read More
0 replies on “Hush: Dark Horse”