Britiske debutanter lyder som alle andre end sig selv
Man skal helt bestemt have et hjerte, der banker hurtigt og taktfast for britiske pop/rocktraditioner, hvis man skal bryde sig om Frankie & The Heartstrings, der udsender en EP med fem numre og et remix som forløber for en fremtidig fuldlængdedebut.
Det er 60’er-inspirationen, der slår igennem i melodierne, mens 80’er-inspirationen er tydelig i attituden. Det giver et lidt mudret udtryk, og Frankie & The Heartstrings lyder langt mere som nogen, der lyder som en masse andre end lige præcis Frankie & The Heartstrings.
EP’en åbner med titelnummeret ”Ungrateful”, der er 80’er inspireret britisk storladen rock med en ok melodi, men uden at det for alvor bider sig fast i øret. Den følgende ”Want You Back” er klassisk engelsk pop/rock med lidt mere kant på vokalen, mens ”What Goes Around” trækker på mange gamle traditioner indenfor britisk sangskrivning, men traditionerne vejer tungere end den reelle sangskrivning, og derfor falder nummeret lidt igennem. Det er klaverbokseri og Cure-inspireret vokal på en 60’er-inspireret melodi – det bliver lidt for meget samkog til, at det fungerer.
Og så bliver det minsandten også til en indspilning af Brian Eno’s ”Needles In The Camel’s Eye”, som yngre lyttere måske kender bedre som ”Ubesvaret opkald”, som den lød i Sterlings nylige indspilning, der er en cover af Steffen Brandts dansksprogede cover af dette gamle Eno-hit…! Det er et nummer, der altid virker, og som har kanten, snerten, arrogancen og charmen til at fungere, men man har snart hørt det i rigelige indspilninger.
Frankie & The Heartstrings bruger forhåbentlig denne EP til at finde helt ind til, hvad der skal være deres eget udtryk på en fuldlængdedebut. For indtil videre lyder de som en blanding af 20 andre bands, og dermed aldrig rigtig som sig selv. Der er gode takter hist og her, men der er ikke et enkelt nummer, der rigtig bider fra sig. Så der er arbejde endnu, inden briterne synes at have udtryk, der er modnet nok til succes.
