The Human League: Credo

Ligegyldighed er desværre det eneste Human League efterlader en med. Credo er simpelthen spændt til bristepunktet med fattige melodier, tynde og komplet uinteressante synthtemaer, der ofte er så cheesy, at det grænser til det ufrivilligt komiske.

Endnu et fejlskud fra synthpoppere med årtier på bagen

Et Credo er en bekendelsesskrift. Et formuleret udsagn om det grundlæggende i ens tro. Human League bekender sig efter mere end tredive år på musikscenen fortsat til glat og kulørt synthpop.

Efter bandet fra deres fødsel i sluthalvfjerdserne fik de berømte bevingede ord med sig på vejen fra David Bowie, som omtalte dem som ”the sound of the future”, lagde de stilen om fra et decideret kuldslået univers på de glimrende Travelogue og Reproduction hen imod en mere mainstream og dansabel lyd på deres indiskutable hovedværk Dare. Den plade var et pletskud af iørefaldende sange sat i en en poppet ramme af synths og trommemaskiner. Efter den klassiker – som fortsat sælger ikke mindst pga. monsterhittet og generationshymnen ”Don´t You Want Me” – er det gået støt ned ad bakke. I noget lig rungende stilhed har Sheffield-trioen udsendt seks album siden og på nær remixalbummet Love And Dancing helt tilbage fra 82, har der såmænd heller ikke været meget begejstring at spore ved hver ny udgivelse.

Nu foreligger Credo så og den kommer givet vis heller ikke til at lave om på den tiltagende deroute synthpopperne har fulgt gennem tiden. Ti år er gået siden den melodisk lumre Secrets, men absolut intet er sket. Det er fortsat milevidt fra Dare´s niveau og for størstedelen af Credo´s vedkommende er det flade og intetsigende sange, som er både uvedkommende og føles uendeligt bedagede. At popeksperimentalisterne fra I Monster er indkaldt til produceropgaven, gør hverken fra eller til på det faktum

Efter ”Never Let Me Go” åbner med et nummer, hvis eneste udskejelse er at Philip Oakey kun deltager glimtvis på den vokale front i korstykkerne og som benytter fesne og semifunkede synthfløjter, dukker førstesinglen ”Night People” op. Den skæring kunne godt gå hen og blive en solid klubbasker med sine potente synthbeats, men dens grundæggende problem er, at den er tyvstjålet fra Visage. Et direkte plagiat af ”Night Train” fra The Anvil, med indlagte omkvæd som er direkte hentet fra ”Beat Boy”. Har man en forkærlighed for Steve Strange og hans New Romantic projekt Visage, er det eddermame svært at lægge ører til uden at surmule over tyveriet.

”Sky” er et rimeligt midtempo track med en fin melodi og smittende virkemidler i arrangementet, mens ”Into The Night” med sin forsvindende lille melodi og jammerlige synthlicks, er begyndelsen på et stort tomt gab af kreativ uformåen og melodisk stilstand der spænder over den næste håndfuld numre.

Først mod enden af albummet ligger der lidt bid og kant i ”Privilege”, der rykker lidt i forhold til fordums storhed. Her har Human League vendt snuden helt tilbage til de to første ovennævnte album og leverer et koldt og mørkt elektro-nummer, som hanker lidt op i de kedsommelige og gumpetunge travere Credo ellers opererer med.

”Breaking The Chains” kan noget af det samme, men lider desværre under et pauvert omkvæd, der får trukket den ellers glimrende synthpop melodi lukt ned i ligegyldigheden.

Og ligegyldighed er desværre også det eneste Human League efterlader en med. Credo er simpelthen for funderet i fattige melodier, tynde og noget uinteressante synthtemaer, der indimellem er så cheesy, at det grænser til det ufrivilligt komiske. Skal man pege på noget positivt må det være, at Joanne Catherall, Susan Ann Sulley og Philip Oakey´s vokaler fortsat holder vand og rent faktisk fungerer efter hensigten. Det er mere end man kan sige om beslægtede Heaven 17, som sidste år skuffede fælt i Amager Bio, ikke mindst på den vokale front. Spændende at se om Human League kan mønstre albummets fine vokaler live, når de i april går på scenen i Store Vega.

More from Thomas Steen Jensen
Siinai: Olympic Games
Olympic Games´ lovende start holder på ingen måde til målstregen. Rent faktisk...
Read More
7 replies on “The Human League: Credo”