Følelsesdesperation i flere afskygninger
Roskilde-bandet Ciccone Ritchie debuterer med en 4-track-EP, der præsenterer bandet på godt og ondt. Stilmæssigt er vi så afgjort i rockgenren, men afstikkerne er i ligeså høj grad til Kashmir, som de er til My Chemical Romance. Det bliver et lidt vel stort spektre at styre sine følelser indenfor – fra det højstemt, desperate og påtagede til det inderlige og nærværende.
”Midas Touch” er som pillet ned fra de amerikanske collegehitlister, og det falder naturligvis i nogles smag, men ikke i min. For storladent og overskruet til, at jeg finder rigtigt ind til kernen i, hvad Ciccone Ritchie er som band.
Det gør jeg i langt højere grad på ”Storm Inside The Hourglass”, der trods den løjerlige titel er en flot opbygget sang, der varierer flot i stemning og lyd, men som hele tiden holder en vis intimitet og en minimal distance til lytteren. Samtidig står vokalen klart stærkest på dette nummer.
”Place Of Death” er i den triste, desperate ende med rastløse trommer, hidsige guitar-flader og en vokal, der synes på nippet til at opgive hele eksistensen. Følelserne får frit spil, men de kommer aldrig helt tæt på lytteren. Det bliver lidt for meget udtryk og lidt for lidt indtryk.
Afslutteren ”Arcadia” er lidt i samme stil, og her bliver vokalen mere til råbe-flader, end det bliver til egentlig sang. Sådan kan guitarerne også fornemmes i helhedsindtrykket, selvom der er en ny melodisk og positiv Seatlle-sound over versene på dette nummer.
Det er som om, at Ciccone Ritchie ikke helt ved, om følelserne skal være vrede og storladne, eller om de skal være mere neddæmpede på en ked-af-det-agtig måde. Det giver stor forvirring for mig, og jeg bryder mig bedst om de steder, hvor bandet lader mig som lytter komme tæt på. Det sker på et enkelt nummer, og jeg krydser fingre for, at det er den retning, bandet vil søge i fremtiden.