Smokin’ Joe Bonamassa overbeviser igen
Man skal smede mens jernet er varmt, så produceren Kevin Shirley har igen smidt kul på ilden og skruet endnu et album sammen med sin guldkalv Joe Bonamassa. Ud over at være soloartist spiller han i gruppen Black Country Communion (hjernebarn af Kevin Shirley) og det er ikke med hvem som helst; Glenn Hughes på vokal og bass, Derek Sherinian (ex-Dream Theater) på keyboards og Zeppelin-barnet Jason Bonham på trommer. I efteråret udgav de debutalbummet og to’eren kommer i Juni måned. Der er kun ringe tvivl om, at Joe Bonamassa er det tætteste vi kommer på en ægte super-guitarist (og især nu hvor Gary Moore ikke længere er iblandt os). Én af den slags der gang på gang kan imponere med sit flydende og virtuose spil, som kan ramme stort set hver en sindsstemning med sine strenge og som oven i købet knokler hårdt for sin karriere.
Dust Bowl er på gaden næsten på årsdagen for sidste års mere eksperimenterende Black Rock. Modsat forgængeren er Dust Bowl mere koncentreret i amerikansk blues af den mere tilbageskuende slags, der har en nærmest filmisk/western-agtig feeling . Allerede fra første nummer “Slow Train”, der starter som et gammelt damplokomotiv er man på vej ud over prærien med rytmen holdt af lilletromme og slideguitar. Der er støvet wild-west stemning på “Black Lung Heartache” der ender som et svedigt og tungt rockende nummer og er bestemt et af pladens højdepunkter. Kevin Shirley er vild med Bonamassa og det kan høres i den organiske produktion, hvor der bliver givet rigelig plads til hans guitar og den summende forstærker. Lyden er stor og fyldig og ind i mellem virker det som om det er indspillet live i et stort rum.
På Dust Bowl gælder samme regler som de forrige albums; det er frem for alt de lækre toner som spilles, de inderlige og samtidig vanvittige soli der leveres råt, intenst og med feeling. Som fx på “The Last Matador of Bayonne”, “Prisoner”, “The Meaning of the Blues” og “No Love on the Street”. Det er her Joe Bonamassa for alvor brillierer og derfor er det ærgerligt, at der bruges plads til ligegyldige røvballe-duetter med John Hiatt, “Tennessee Flats”, og Vince Gill på “Sweet Rowena”. Fadæserne rettes dog betydeligt op når Glenn Hughes hjælper til i Free-nummeret “Heartbreaker”, der sagtens kunne befinde sig på den næste Black Country Communion plade.
Joe Bonamassa har endnu ikke opnået det brede folkelige gennembrud. Det fik Gary Moore først da han indspillede Still Got The Blues. Jeg håber dog aldrig, at Joe Bonamassa når dertil. Ikke så længe Kevin Shirley står bag ham.
