Whitesnake: Forevermore

Hvorvidt Forevermore er inspireret musik er egentlig vanskeligt at dømme, men det er kvalitetsbevidst Whitesnake-hardrock præcis som det plejer, og det ligger i den bedste ende af en genre der er fyldt med bras. m ikke andet passer Whitesnake perfekt som baggrundsmusik når motorcyklen i disse dage skal makkes klar til sæsonen.

Here We Go Again

For et par år siden lykkedes det David Coverdale, at sparke liv i livsværket Whitesnake med den ganske glimrende Good To Be Bad. Der blev der spillet løs med fornyet energi på en samling helt igennem respektable rocksange. Genoplivningen er ikke sat på stand by på det aktuelle udspil Forervermore. Denne gang er der tilmed skruet endnu mere op for de muskulære og træfsikre riffs der som sædvane leveres af guitaristen Doug Aldrich, der mestrer den ægte hardrock-lir til fulde. Coverdale & co. leverer igen varen efter den velkendte formel; tårepressede powerballader og fuld knald ’på drengen’ til kvinder og mænd omkring de fyrre. Her er de gamle tricks som fx Coverdales tydelige vejtrækning inden hver sætning i ”Easier Said Than Done” og ”One Of These Days”, brugen af ordet ’baaiiibeeeii’, sætninger der rimer på love/heart/baby og luftige soloer der er som skabt til en væg af Marshall-forstærkere. 

Materialet på Forevermore er skrevet af Coverdale & Aldrich og sidstnævntes andel kan tydeligt høres i guitartunge numre som ”Steal Your Heart Away”, ”Tell Me How” og ”All Out Of Luck”. Ligesom på tidligere Whitesnake-udgivelser kredser David Coverdales halvtomme og klichéfyldte tekster fortsat om den svære, men udødelige kærlighed til kvindemennesket. Absolut intet nyt her, men sådan er spillereglerne når det gælder Whitesnake. 

En ny udgivelse fra Whitesnake betyder ny besætning og denne gang har endnu et par musikere forladt gruppen. Coverdale er dog en erfaren mand når det drejer sig om at ansætte nye folk og på Forevermore bakkes han op af Michael Devin på bas og Brian Tichy på trommer. Gengangere fra sidst er Reb Beach på guitar og Timothy Drury på keyboards (som dog netop har meldt sin exit fra gruppen). 

Selvom Forevermore ikke er den store åbenbaring så skal det absolut velkomponerede titelnummer fremhæves. En stemningsfuld og ærlig ballade der stilmæssigt svinger fra lækker akustisk guitarklimperi til Zeppelinske rocktoner i nummerets klimaks og samtidig værdig for The Covs aldrende stemme som ikke kan benægtes. Det bringer minder om ”Soldier of Fortune” og det er ikke en uheldig association.

Hvorvidt Forevermore er inspireret musik er egentlig vanskeligt at dømme, men det er kvalitetsbevidst Whitesnake-hardrock præcis som det plejer, og det ligger i den bedste ende af en genre der er fyldt med bras. Om ikke andet passer Whitesnake perfekt som baggrundsmusik når motorcyklen i disse dage skal makkes klar til sæsonen.

Written By
More from Søren Genefke
Anoxia: A Lapdance for the Devil
På A Lapdance for the Devil byder Anoxia på noget så (efterhånden)...
Read More
0 replies on “Whitesnake: Forevermore”