Smittende og sprudlende – med et twist af alvor
Det er popmusik fra den humørfulde, energiske og smittende skuffe, som de tre svenskere med fornavnene John, Bjorn og Peter har fundet frem på deres 2011-udgivelse. Det er pompøst på sin egen lille indieagtige måde, og det skaber flere gange nogle fremragende momenter, mens afgrunden mellem pompøsitet og indadskuende indie-indadvendthed nogle gange bliver for markant.
Således er det som om, at dybden mangler på den buldrende ”Tomorrow Has To Wait”, mens ”Dig A Little Deeper” til gengæld har det hele i sin tilbageskuende produktion med ohoh-kor, cool guitar og lyserøde blomster bag ørerne.
”Eyes” tæsker derudad med trommer og bas, der lægger grunden til en guitar, der vrider sig omkring sig selv i en lang solo på et nummer, der med en ukompliceret melodi er ganske dragende, mens ”Breaker Breaker” er 1 minut og 39 sekunders ægte indiepop, som man forventer at det skal lyde, når det kommer fra Peter Bjorn og John.
”May Seem Macabre” er mindre vidtløftig i sin energi og afsmitning. Her er der lidt mere eftertanke, og det kommer faktisk nogle gange til at lyde som Magnus Carlsson fra Weeping Willows – minus 30% croon. Men Peter, Bjorn og John fungerer altså ikke optimalt, når de er alvorlige på denne måde – der skal være leg og lir for at de virker.
”Cool Off” er lidt tilbage på sporet, men uden det sprælske, der til gengæld findes til overflod i den overgearede ”Black Book”. ”Down Like Me” har igen en tendens til det alvorlige, og det fungerer lidt bedre her i kraft af en super melodi og et fint og levende arrangement, der skramler og rumsterer.
”IKYDLM” er den helt store skævert på et album, der gerne leverer numre på halvandet minut og lige ud af posen. Dette nummer er således fire gange så langt, kryptisk og underspillet, og det efterlader mig med opfattelsen af et interessant men også en lidt vel utilgængeligt afslutning.
Generelt viser Peter, Bjorn and John sig fra den mest melodiske, smittende, sprudlende og overgearede side, men det sker samtidig med et twist af alvor. Og selvom alvoren ikke altid er lige vellykket, så giver den det nødvendige modspil til glad-i-låget-effekterne, og det gør dette album til et ganske udmærket et af slagsen.
