Grohl og co. fighter med fornyet energi
At amerikanske Foo Fighters har en uforlignelig evne til at skrue et godt rockalbum sammen, beviste de allerede på deres selvbetitlede debut fra 1995. Dave Grohl har i alle 16 år været sangeren, guitaristen og sangskriveren – og han har i dén grad været den stærke frontfigur, der i sig selv giver et godt billede, af den store nerve der ligger i Foo Fighters’ energi og udstråling. Alligevel har energien syntes nærmest uforløst på flere af Fighternes albums. Grohl og co. er stærkest og sætter de stærkeste aftryk, når guitarerne kommer på overarbejde, når trommeskindet presses og når Grohl udnytter sin snerrende og af og til nærmest brølende vokal til fulde. Der har været for langt mellem snapsene, og personligt har jeg savnet et helstøbt og gennemført Foo Fighters album.
Er Wasting Light så forløsningen? Det starter i hvert fald godt, når ”Burning Bridges” åbner albummet med bulder og brag. Tempoet er højt, og heldigvis bider Grohl fra sig. Kvaliteten fortsætter med at være en fryd for øret på førstesinglen ”Rope”, den nærmest tragiske ”Dear Rosemary” og den aggressive ”White Limo” hvor Grohls vokal er forvrænget til det nærmest ugenkendelige – på den rigtig gode måde. Albummet kunne ikke være blevet indledt bedre, og frygten for en eventuel deroute var hermed gjort til skamme.
Niveauet holdes dog ikke gennem Wasting Light. På de efterfølgende fem skæringer har jeg meget svært ved at blive klog på Foo Fighters. Det er udmærkede rocksange, hvor Foo Fighters viser en kvalitet, som de har formået siden debuten: At lægge op til noget stort i versene, at folde sig ud i et melodisk rockende omkvæd og ved glimtvis at sparke til lytteren via ubarmhjertig behandling af guitarer og trommer samt Dave Grohls snerrende vokal. Det er godt og stabilt, men de mister det jernhårde greb de havde mig i under albummets fem første skæringer. Det er et bundniveau, som fylder for meget på Wasting Light, men heldigvis ligger bunden som altid højt hos Foo Fighters.
Jeg fornemmer et mere personligt og nærgående album end tidligere. Dave Grohl går tæt på i sine tekster, og selv om han nok aldrig bliver en lyrisk mester, så formår han flere gange på albummet at fange mig og ramme mig. Han synger de rigtige ting på de rigtige måder på de rigtige tidspunkter, og noget af den højere enhed skal de formentlig takke den tidligere Nirvana-producer Butch Vig for. Han har en evne til at skabe de store sammenhænge og at få noget kæmpestort ud af noget simpelt. Stadionrock kommer vi dog aldrig ud i, og der tror jeg aldrig det har været meningen, at Foo Fighters skulle hen.
Heldigvis for helhedsoplevelsen så lukker og slukker Foo Fighters lige så heftigt og fremragende, som de åbnede. ”Walk” er et klassisk, hårdt og melodisk rocknummer, som på mange måder er et meget atypisk sidste nummer. Der er både melodi, power og desperation i stemningen, og det klæder pladen godt, at David Grohl brøler Foo Fighters tilbage på rette spor: “I’m on my knees/I never wanna die/I’m dancing on my grave/I’m running through the fire/Forever whenever/I never wanna die/I never wanna leave/I never say goodbye”. Der er absolut intet der tyder på af Dave Grohl og Foo Fighters pønser på at sige farvel og tak, og der er bestemt heller ingen grund til det. Selv om der er enkelte udfald på Wasting Light, så har de oppet sig siden de seneste par albums, og vi kan vist godt glæde os til at Foo Fighters gæster København d. 21. juni på Refshaleøen.
