Frygtelig film, fremragende koncert
I forbindelse med filmfestivalen CPH PIX havde arrangørerne fået amerikanske Jim White til at lægge vejen forbi for at vise sin instruktørdebut The Beautiful World fra 1994 og give en solokoncert. Filmen varede en time og blev vist fra det originale 16mm print, og for at være ærlig, så kunne jeg godt have undværet den oplevelse det var at se den. Det føltes som en lang time bestående af meget stillestående kameraføring, dårligt skuespil, uinteressante dialoger og usammenhængende klip. Filmen var i sort/hvid og foregik på en losseplads et sted i New York, og hvis undertegnede ikke havde læst et fire linjers resume af filmen forinden, så var handlingen gået helt hen over hovedet. Det gjorde den nu egentligt alligevel, og det kan undre, at folkene bag CPH PIX vil udsætte folk for den slags. Man kan i øvrigt se hele filmen på Youtube og nedenfor er første del indlejret.
Ovenstående karakter er udelukkende et udtryk for selve koncerten. Ellers skulle den have været betydeligt lavere.
Umiddelbart efter filmvisningen indtog Jim White scenen for at stemme sine guitarer og gøre sit udstyr klar til koncerten, der startede ti minutter senere. Den høje solbrændte mand fik hurtigt øje på fotografen, der tog billeder af ham og udstyret og indledte en samtale med hende og fortalte, at han også godt kan lide at fotografere og fandt sit eget kamera frem og begyndte at vise hende de billeder, han havde taget af Christiania.
Jim White virkede i det hele taget som en sympatisk mand, og selve koncerten indledte Jim White med nærmest at undskylde filmen. Han fortalte, at han på det tidspunkt var igennem en svær periode i sit liv og lovede, at koncerten nok skulle blive mere sammenhængende. Det blev den heldigvis også, og den tidligere kristne fundamentalist Jim White leverede en nærværende koncert, hvor hvert eneste nummer blev indledt med en længere historie – gerne om Jesus, der var en stor del af den fundamentalistiske kristne opdragelse Jim White var genstand for. Selvom historierne var humoristiske, så var de også fulde af alvor. En alvor, der for alvor kom til udtryk i sangene, der med få undtagelser ikke indeholdte megen humor. Fra scenen lød det da også, at hans ordforråd udelukkende består af sørgelige ord, hvilket var et problem, da han ville skrive nummeret ”Bluebird”, som er en hyldest til Jim Whites datter. Den eneste person han har elsket ubetinget. Alligevel virkede sangen mere sørgelig end glad, og den slutter af med følgende linje: ”Bluebird I love you more than the rain.”
En anden af de bedrøvelige sange var ”Jailbird”, der handler om en ældre luder, som Jim White mødte på stranden i Florida, hvor han var ansat som sælger af sololie. På stranden var der masser af strippere og ludere, som han som god kristen var nødt til at holde sig fra. Dog gjorde især en ældre luder indtryk på ham, og sangen handler om hvad der mon blev af hende sidenhen. Sangen indledes på album af en trist mundharmonika, og selvom Jim White var alene på scenen, så fik han alligevel inkorporeret mundharmonikaen i sit sæt. Det gjorde han delvist ved først at spille et lille stykke på den, som han optog og siden kunne spille ved et simpelt tryk med foden på en knap. Den slags gjorde han på flere af numrene, hvor han enten optog sin egen stemme eller et lille stykke melodi, som han så kunne bruge når han ville, eller lade køre i et loop i baggrunden sangen igennem. Med sig havde han også en række forprogrammerede rytmespor, så liveudgaverne ikke nødvendigvis lå så langt fra den lettere gotiske alt. country stemning, der til tider præger hans albums. En stemning, der især kom til udtryk på den dystre ”The Wound That Never Heals”, der handler om hvad der må være en kvindelig massemorder, som kalder sig Lee Charles.
Jim White virkede særdeles oplagt, og de 12 varierede numre det blev til på den halvanden time koncerten varede, blev alle serveret med en nærhed og varme, der gjorde Jim Whites tunge sind fordøjeligt. Filmen kunne jeg dog godt have været foruden.
