Spøjst, men for tilbagelænet og hyggeligt
Nouvelle Vague var mig indtil i går et ukendt bekendtskab. Jeg læste om bandets fortolkninger af nogle af koryfæerne og en del af mine personlige alltime favourites fra det hedengangne 80´er årti. Det måtte tjekkes.
Det blev en aften i selskab med et pænt besøgt Store Vega og et stort antal 80´er klassikere udsat for fransk chanson, bossa nova, jazz og behagelig tilbagelænet loungepop. Indimellem blev det mere rocket, men for det meste var det intimt og ret beset langt fra den tænderskærende punkrock, dekadente romantiske synthrock, frysende postpunk og new wave, materialet tog udgangspunkt i.
Nouvelle vague er fransk for new wave og om det er en new wave af new wave, bandet forsøger at overbevise verden om må blæse i vinden, men mærkeligt var det sgu i perioder at være vidende til. De er fundamentalt en duo – Marc Collin på Rhodes keyboards og dressed up som en Kraftwerk-robot iført rød skjorte og sort slips, og Olivier Libaux på akustisk guitar – men har altid følgeskab af de to sangerinder Lisette Alea og Melanie Pain, mens aftenen derudover var suppleret af bassist og trommeslager.
Koncerten var en blanding af fortolkninger af franske postpunk klassikere – som jeg intet kender til – og så størstedelens vægt lagt på ovenstående årtis milepæle og uomgængelige øjeblikke. Der var mest knald på de franske numre fra nyeste udspil Coleurs Sur Paris, men de kan alt andet lige ikke hamle op med de andre numres status og genkendelsesglæde. Lyden var god, om end vel lav, hvilket skabte en uheldig distance til musikken, fordi man ikke for alvor bliver omringet af musikken, men ofte kan høre sidemanden nynne med.
Efter en fransk indledning kom Depeche Mode´s ”Master And Servant” og den blev leveret blidt – hvilket er i diametral modsætning til originalens stålsatte synthriffs og lyrik om sado-masochisme og obskur sex – og de to babes på vokaler serverede koketterier overfor husarerne. Frontfigurerne var i øvrigt klædt i henholdsvis blå og gul crepekjole, men var der en symbolik i det, gik det over mit hoved, for den blå var ikke blue i stemningsudstråling, tværtimod fjollede hun rundt som (fransk) klovn langt hen ad aftenen. Den gule var indimellem sexet – og medgivet – sensuelt udfordrende, men desværre også ofte både skabet og fjollet.
Herfra gik det ellers over stok og sten med The Dogs´ ”Sandy Sandy”, The Buzzcoks´ ”Ever Fallen In Love” – leveret i en bossa version der i mine ører var lam og ødelæggende langt fra originalen – The Clash´ ”Guns Of Brixton”, der var bedre, men forstyrredes af de to sangerinder, der trissede teenageagtigt rundt på scenen og fingerskød publikum. Det var tilsyneladende til stor moro for mange, mens jeg bare synes det var åndssvagt. Et idiotisk oplæg til The Cramps´ ”Human Fly” kunne heldigvis ikke ødelægge deres cool version af sangen, som fungerede rigtig godt. Lummert, svedigt og stinkende sexet, svajer og bølger nummeret hen over os – super.
Et blitzet og hektisk strotoskoblys lægger an til Dead Kennedys` ”Too Drunk To Fuck”, mens Alea gør en dyd ud af at fortælle os, at hun nu bæller cognac af flasken. Sgu ikke meget rock´n´roll over folk, som bliver nødt til at fortælle, at man skam drikker igennem som musiker. Show it don´t tell it chanteuse! Desværre er loungeudgaven af punkklassikeren harmløs og ejer ikke 5 procent af originalens vitalitet, selvom mademoisellerne gør deres til at opildne stemningen med liderlig dans på monitoren og uddeling af cognac til de forreste rækker. De får dog mange med som skråler med og sender armene i vejret. Den går over i Sex Pistols` ”God Save The Queen” helt stille udført af Pain´s lillepigevokal i selskab med akustiske guitarakkorder og her kniber det med begejstringen fra min side. Det er specielt og ikke specielt vellykket i mine ører. No Future parolen hviskes næsten uhørligt og det tilskynder publikum til at skråle med helt efter hensigten.
Blondie´s ”Rapture” udføres iført Batman outfit og trommer alene og ind mixes lidt Beastie Boys af Alea. Sjovt og virkningsfuldt. Depeche Mode´s ”Just Can´t Get Enough” inkorporerer fællessang med fjollelyde og det bliver for pjattet til min smag. Jeg er dog igen i undertal som surmuler, for folk er tændte og klapper begejstret med. Yazoo´s ”Don´t Go” viser, at selvom vokalerne bestemt er okay, er der rigtigt langt op til en klassevokal som Alison Moyett´s. Endvidere savner jeg de knivskarpe synthbeats, der giver næring og liv til originalen.
Inden tæppefald får vi Joy Division´s ”Love Will Tear Us Apart” i bossa-tempo og fløjsorgel. Chokket over den version er godt nok mindre efter tvillingernes X-Factor version, men jeg sveder heftigt over blasfemien. Igen lykkedes det alligevel, at få samtlige kvinder i salen til at synge følsomt med. Mig? Ja, jeg står bare og savner Ian og Co. så brændende.
Heldigvis kommer de igen og giver tre ekstranumre, for Bauhaus´ ”Bela Lugosi´s Dead” er utvivlsomt aftenens højdepunkt. Den rammer næsten den fortættede mørke goth-stemning fra den sublime originalversion og Alea´s vokal leveres så overbevisende, at den snildt kunne være Siouxie Sioux i stedet for Peter Murphy. Hun smyger sig hen ad scenekanten, som en besat vampyr og jeg kan pludselig gå forløst fra Vega.
Koncerten er skæg i starten, men over tid opstår samme problem, som hos eksempelvis Senor Coconut´s calypso versioner af gamle klassikere. Smilet stivner og jeg keder mig jævnt. Glansen går af det gamle guld, når de serveres så tandløse og behagesyge.
Jeg er bare en sur gammel gnavpot, som elsker de store gamle classics, så bær over med mig, hvis du er Nouvelle Vague fan. Nu har jeg set giraffen og selvom der var gode øjeblikke, bliver det nok en engangsforestilling for mit vedkommende.
