Storladen puddel-pompøsitet fra Finland
Det er nok med en vis fare, at jeg kalder Von Hertzen Brothers for ’typisk finsk’, for naturligvis er det både fordomsfuldt og alt muligt. Nogle vil måske også kalde det nedsættende i forhold til et helt folk – men min mening med udtrykket er såmænd mere nuanceret end som så.
Det er sjældent, når man kigger de europæiske salgslister igennem land for land, at den finske top 10 rummer ret mange af de samme albums, som findes på andre landes lignende lister. I stedet sniger der sig gerne et klassisk Iron Maiden eller Judas Priest-album ind på listen – eller noget mærkværdigt og uudtaleligt finsk. Og når Finland endelig gør sig bemærket internationalt er det med et maskeret metalband, der chokerer selveste Melodi Grand Prix. Det er både tankevækkende, det er underligt – men det er også al mulig respekt værd, for når en finne vil, så kan en finne.
Von Hertzen Brothers er ligeså mærkværdige som ovenstående betragtninger fra deres hjemland, og de tre søskende Mikko, Kie og Jonne leverer 80’er-attitude, 70’er-guitar, folkemusiktraditioner, Joey Tempest-vokaler, og de puster så meget luft ind i deres egen oppustethed, at det tager pusten fra enhver, der forsøger at lytte med.
Samtidig er det som om, at udtrykket er for poleret til at ramme rockpublikummet, men der er alt for stort fravær af melodi og nærvær til, at popelskere kan falde for dette mærkværdige stykke orkester. Vokalerne er højt svungne og anstrengte, så hele puddel/glam-spektret er tilstede.
De er dygtige nok og guitarerne bliver behandlet efter fortjeneste, men der er bare ikke rigtig noget, der fanger for alvor. Desuden er hvert enkelt nummer ualmindeligt langt, og det gør det endnu mere besværligt at holde rede på trådene. Der er plads til store og gennemtænkte opbygninger, men det virker som om, at det først og fremmest gælder om at starte pompøst og så puste ballonen mere og mere op. Og hvis den da så bare sprang tilsidst, ballonen, men det gør den ikke. Von Hertzen-ballonen er tilsyneladende lavet af en særlig type gummi, der bare kan udvide sig hele tiden, og som til sidst alligevel krymper sig sammen til en lille rynket og ucharmerende klat, som ingen rigtig gider vide af.
Selvfølgelig er der undtagelser, som for eksempel den spøjst sammensatte folkinspirerede ”Down By The Sea”, den mere energiske folk-rocker ”Always Been Right” og den løjerligt omskiftelige, men alligevel indsmigrende ”Repeat Mode”.
Men i det store og hele er Von Hertzen Brothers nok et projekt, der vil imponere en relativt smal målgruppe. Og de, der bliver imponerede, skal have en næsten uhyggelig trang til storladne opbygninger, 80’er-puddelvokal og oppustet pompøsitet. Men er det din smag, så er Von Hertzen Brothers sikkert noget for dig.
