I godt selskab med lunt og drømmende nordicana
Den københavnske duo DreamJockey følger deres fem år gamle debutalbum Wake Up Rock op med Earthquakes, Religion And Heartaches. Jeg har ikke hørt debuten, men kan da kun begræde det, for den svære toer er rigtig god.
Vi befinder os indenfor folkgenren, men der er mange andre ting på spil i danskernes musikalske verden, som gør, at man hele tiden undviger den snævre genrespændetrøje og egentlig blot mødes af musik. Duoen suppleres i øvrigt af et hold hjælpemusikere, som leverer en både alsidig og velspillet backup. Især Jakob Falgrens dejligt fjedrende basgange pryder flere numre, men også Jeppe Skjolds saxofon, Klaus Højensgaards trompet, Rolf Hansens percussion og Jakob Hvitnovs programmeringer gør deres til, at fornøjelsen bliver større.
Åbneren og albummet bedste sang ”Earthquakes”, lukker op for bossanova-rytmer Tom Waits style, adspredt klaver og mørk bagvedliggende messen inden en kanon syret og herligt udknaldet solo overtager med en skramlet og smadret lyd, der får skabt en befriende skæv kant til det luntende nummer. En superstart, som sætter forventningerne grundigt i vejret. Selvom DreamJockey ikke rammer samme niveau efter den indledning, er der rigeligt med små sangskatte for resten af entrebilletten. ”Seek and Destroy ” er ikke et finurligt folk-cover af Metallicas udødelige koncert-exit, men et lille lunefuldt nummer, der bider Murder lige i røven. Bevares, Kristian Hartings vokal er ikke i Jacob Bellens liga, men Hartings lyse stemmebånd har alligevel sin helt egen sjæl og karisma.
”Hurrah” er mere opstemt og understøttes af diverse blæsere hen mod et ganske effektfuldt klimaks, hvor arrangementet er rigtig godt skruet sammen. Sangen veksler mellem det underspillede og det maksimalt udfoldende. ”Satellites” viser skurrende og pirrende toner fra både syntetiske programmeringer og analoge instrumenter, der hele tiden truer det ellers vel magelige og ufarlige nummer. Det skaber præcis den kant og kriblende spænding, der holder lytteren forventningsfuldt til fadet.
På ”Christania Girl” går der Marimba-dans i DreamJockey og det percussionbårne nummer løftes grundigt op i omkvædet af solid bas og fyldige blæsere. Midtvejs duelleres der mellem fræk, funky guitar og klokkespil, mens blæserne kastes ind som spredhagl hist og pist. Virkningsfuldt og dragende spiller duoen op til alternativ dansant. ”Holy Grails” er sensitivt og besnærende, hvor Hartings vokal viser sig fra sin bedste side. Nøgent og til benet leverer bandet en kort og fortrinlig skæring, der kan karakteriseres som en støvet dansk pendant til den oversøiske americana.
”Restless Girl Do Bounty Boy” vil vække glæde hos fans af Nick Drake med sin inderlighed og vemodige væsen. Stille og forsigtigt, men bestemt også insisterende, vinder DreamJockey ind på os med fingerspillet steelguitar og fine berigende stemninger, der bevæger sig stille rundt i knejsende mønstre. Den ambivalent betitlede ”Satan Is A Friend” med dybe, sørgmodige programmeringer og Mads Beldrings tørre trommebeats, skaber en lettere hypnotisk tone, som maner til eftertænksomhed.
Earthquakes, Religion And Heartaches bejler til folk med hang til ikke bare prunkløs minimalisme, men også relativt stille – men bestemt ikke anæmiske – sange, for her er betydelig varme, dybde, små slag med halen og ikke mindst krøllet kant og spidsfindigheder i DreamJockeys univers. Det er muligt, at det ikke er voldsomt originalt, men det rammer alligevel en nerve og en følelse af ægthed, som overvinder mig hver gang jeg hører albummet.
