Pop-demo giver fint første-indtryk
18-årige Camilla Skjærbæk giver på denne demo eksempler på hendes musikalske evner, der ikke er helt uefne. Der er tale om en sangerinde med rødder i popmusikken, men vel at mærke den fingerspillede og organiske popmusik, der med levende og funktionelle arrangementer er med til at skabe en række fine stemninger.
Som sangerinde mangler Camilla Skjærbæk stadig noget for at brænde igennem for alvor. Den mest nærliggende sammenligning kunne være en ung, genert og let blå Norah Jones. Til tider virker den lidt sky vokalfacon, mens det andre gange bliver en anelse for påpasseligt. Derfor er denne demo i ligeså høj grad interessant i forhold til sangskrivertalent og stærke arrangementer.
På åbningsnummeret ”A Bouquet Of Flowers” er det netop de to sidstnævnte kvaliteter, der vækker min interesse. En relativt simpel og melankolsk melodi får et tænksomt udtryk med stærke stemningsbilleder. På ”Direction” kommer der en smule mere tyngde i vokalen, og her er Skjærbæk alene akkompagneret af klaver, mens det på åbneren var de akustiske fingerspillede guitarer, der trak læsset.
”Correct” bliver en smule mere underspillet i sin sangskrivning, og det er en vellykket variation, og da vokalen samtidig topper på dette nummer med en lidt større snert af indlevelse og robusthed, er det her, at Skjærbæk for alvor viser, at der kan være ganske meget at komme efter hos hende i fremtiden.
”A Look So Cold” bærer lidt præg af at være det mest ambitiøse nummer på demoen, men i mine ører er det samtidig det mindst vellykkede. Der er lagt et stort arbejde i et nydeligt arrangement med fyldig lyd, og kontrabassen, klaveret og den fine akustiske guitar er da også ganske funktionelle, de er bare samtidig med til at gøre Skjærbæks vokal en smule mere spinkel end nødvendigt, og fra at være en trist og melankolsk popsang, bliver indtrykket i stedet lidt for skrøbeligt på den forsmåede måde, og der går for første og eneste gang lidt gymnasie-pige i udtrykket.
Den helt modsatte energiske elektricitet findes på den skæve klaver-pop-sang ”I Always Need A Time”, hvor skrøbeligheden bliver en styrke i stedet for en svaghed, og hvor Skjærbæk er den tydelige solist, fremfor en gymnasiepige med velspillende backingband.
Så et godt råd herfra til Camilla Skjærbæk skal være, at holde det simpelt. Sangskrivningen er stærk nok, de småt detaljerede arrangementer fremstår spillevende, og den nervesitrende vokal glimrer, når den ikke har alt for mange med- og modspillere i arrangementerne. Kunstnerisk og arrangementsmæssigt er det højt demo-niveau, så når rette ståsted er fundet, bliver det spændende at høre mere til Skjærbæk.
