Acorn Falling: Cabinet Of Curiosities

Lars Kivig, som ellers har sin gang som piano/synth musiker i den gotiske postrock kvartet My Beloved, har valgt at forsøge sig på egen hånd i enmandsprojektet Acorn Falling. Det er for så vidt ikke så langt fra moderbandets noget glædesløse, men også særdeles smukke hymner.

Soundtracks For The Horror-generation

Lars Kivig, som ellers har sin gang som piano/synth musiker i den gotiske postrock kvartet My Beloved, har valgt at forsøge sig på egen hånd i enmandsprojektet Acorn Falling. Det er for så vidt ikke så langt fra moderbandets noget glædesløse, men også særdeles smukke hymner. Her er udgangspunktet dog lagt med vægt på det mere elektroniske og avantgardistiske og – selvom det sikkert ikke er hensigten – med et anseeligt nik til det mere jammodulerede og freeform eksperimenterende.

Med sig har Kivig prominente navne som John Cantreras fra Current 93 på cello og Thomas Wydler fra Nick Cave & The Bad Seeds på percussion.

Der er momenter, der minder om det den amerikanske noisemager Brad Rose laver i sit projekt The North Sea, men Kivig er lidt mere tilbageholdende med den frenetiske støj og tænker mere i ulmende urovækkende stemninger. Det betyder bestemt ikke, at det er allemandskost og det er da også både udfordrende, til tider meditativt og ambient, til tider provokerende uhyggeligt, at være i selskab med den melankolske dansker. Cabinet Of Curiosities er fremragende og invaderende lydscenarier, der gør sig bedst lukket hermetisk inde i headphones. I hvert fald hvis man for alvor skal have udbytte af de tindrende smukke, men også grumme toner.

Dybt melankolske og indimellem dystopiske stemninger, som vækker mindelser om Godspeed You! Black Emperor, er i spil hos Kivig blot i reduceret form når det kommer til spilletid. Og godt for det, for selvom det musikalske sprog cirkler om samme molstemte mønstre og konturer, er der ingen følelse af monotoni både på grund af de klædeligt betimelige numre, men også fordi der under de mørke toner, gemmer sig en diversitet og variation, som fastholder ens interesse gennem hele udspillet. Albummet er særdeles virkningsfuldt i sit dvælende, fodslæbende tempo og maner helt efter hensigten til eftertænksomhed og fordybelse. At det er storladent og indimellem tangerer det patorale, viser sig i de sekvenser hvor Kivig skifter sit klaviatur ud med et Brorson kirkes fuldblods kirkeorgel.

Da den på en gang storladne og fortættede ”Thermal Climb” får indspark af en sørgmodig saxofon, kommer jeg til at tænke på de tyske og tyste downtempo-melankolikere i Bohren & Der Club Of Gore. Der skabes hele tiden en forventning om, at noget frygteligt må være i vente. Som en dis af noget uudgrundeligt lister den sig ind i krop og sind og skaber nogle urovækkende billeder, der er svære lige at feje af sig igen.

Det samme gør sig gældende på ”The Master Dive” som midtvejs giver en næsten åndenød med rugende dybe programmeringer og spøgelseslignende violin. Det føles som at befinde sig i et iltvakuum indespærret i en undervandsbåd og selvom jeg ville have forsvoret det modsatte, føles det faktisk godt.

”Reaching For The Stars” bygger syntetiske støjfraktaler langsomt op og hen imod et klimaks, der på sin vis aldrig indfinder sig som man forventer. Det burde føles som coitus interruptus, men sært nok har det den modsatte virkning. Jeg efterlades i hvert fald forløst og funderer over hvordan søren Kivig slipper af sted med den finte.

Også ”Shattering Surface” bygger foruroligende intenst op til et klimaks, der afbøjes inden forløsning og det er både frækt og selvsikkert af Kivig, at snyde lytteren som en djævelsk drillepind. Cadeau skal lyde herfra.

”Coherence Abnormal”´s koloenormt basdybe lydflader svæver – ja svæver, ikke gungrer – rundt som ebbe og flod i øregangene, nærmest uden start og slutning. Som flyder de bare der uransageligt uden præmis eller intention om, at ville en noget håndgribeligt.

”Metachild Awakes” er ren horror-soundtrack ala John Carpenter. Hvis et remake af Halloween står for døren I Hollywood, så lad endelig Kivig byde ind som komponist.

Mørket dominerer også den truende smukke ”Lullaby For Saplings”, som fuldføres af et jagende kaotisk crescendo. Men det helt store guld ligger til slut med den cellodominerede, drone-rige og overvældende flotte ”Sunrise”, der sagte løfter sig fra jorden, som en mægtig fugl føniks.

Cabinet Of Curiosities er musikalsk gåsehud for søgende sjæle udi de mørke facetter af musik. Søger man trøst i nattens mulm og mørke, er Acorn Falling et glimrende bud på et lydmalerisk sederingsprodukt, for det er uomtvisteligt efter mørkets frembrud, det gør sig bedst.

Jeg kan rigtig godt lide My Beloved, men jeg kan faktisk endnu bedre lide Acorn Falling.

Kivig har skabt en eminent debut i min optik – unik er den i hvert fald!

More from Thomas Steen Jensen
04.07.10 – Motörhead – Orange scene, Roskilde Festival
Som altid lægger Lemmy Kilmister ud med de bevingede ord: We´re Motörhead...
Read More
0 replies on “Acorn Falling: Cabinet Of Curiosities”