Tilbage til vinyl og ud i outer space
Dette er ikke en helt almindelig anmeldelse. Men det er heller ikke et helt almindeligt produkt, der skal anmeldes. De norske danserockere i Datarock har simpelthen udgivet en USB-nøgle, der vel kan kaldes en ganske moderne præsentation af deres seneste singleudspil og den tilhørende ep Catcher in the Rye.
USB-nøglen indeholder 113 tracks i alt, som også inkluderer bandets tidligere udgivelser, debuten Datarock Datarock (2005) og opfølgeren Red (2009) samt kompilationen Music For Synchronization. Derudover følger også koncertfilmen Never Say Die samt 20 musikvideoer og 1.500 private fotos af en række forskellige fotografer, der viser bandets stilhistorie fra de purunge dage i øveren til noget der er ved at være et solidt, internationalt gennembrud, der bare mangler at komme rigtigt til Danmark.
Alle disse herligheder er nu udgivet på urban vinyl, i form af en lille smilende fyr i rumdragt, der som en syret kinesisk æske indeholder en USB-nøgle, når man skiller overkroppen fra underdelen. Fire GB højoktan danserock, stillbilleder, bagkatalog, koncertfilm, video – alt sammen samlet ét sted og garneret med fire friske numre, der lægger ny alen til bandets allerede imponerende historie.
For lige at kaste blikket på de fire nye numre kan man sige, at de bevæger sig i Datarocks velkendte upbeatede techno og dancerock, tilsat funky, skæve og catchy beats og refræn. Det er musik designet til dansegulvet og med en stilsikker og original tempo og gejst, som er Datarocks varemærke. Der bliver vrikket med hofterne, men det er samtidig supercool i al sin soulede discorock som kun de rødklædte anarkister kan dreje den. Det er M, The Commodores og Ultravox i én krop, og smid så Luke Skywalker og Lenny Kravitz oveni, så har du en nogenlunde fornemmelse af i hvilken boldgade, vi befinder os.
Hvis man så hæver blikket og vurderer produktet – for ’album’ kan man vel næppe kalde det – er der flere spændende aspekter. For det første er der en bekendelse til det digitale medie, hvor man har gået planken ud og siger: ”Fuck det, vi lancerer vores nye skive sammen med alle vores tidligere albums plus en masse andet.” Det hverken fylder mere eller ser anderledes ud, og så er der den lille, røde vinylfyr, der fungerer som ’albumcover’.
Derudover er der også en bevægelse væk fra den efterhånden normale digitale tilgang til ny musik. I stedet for at lancere ét nummer eller ét album og håbe på cirkulation hos en eller anden kommerciel radiokanal, er der her en insisteren på, at det er indholdet, værkerne, kompleksiteterne og ikke mindst eksklusiviteten ved bandets musikalske kreationer, der er i fokus. På den måde er der i sidste ende en bevægelse tilbage til den tidligere ’album’-fornemmelse i de gode gamle vinyldage – og det er faktisk ganske sympatisk og ikke mindst nyskabende for et band, der i høj grad bekender sig en progressiv dansabel technorock med dybe rødder i soul og disco. Det var ikke lige derfra, jeg forventede at den udvikling ville komme, men på den anden side passer det egentlig meget godt alligevel. Og er man i tvivl kan man bare sætte sig til rette foran computeren og lade sig rive med af den imponerende flot producerede koncertfilm Never Say Die, hvor man får et glimrende indtryk af Datarocks leg med elektroniske instrumenter og effekter, men også af deres faste forankring i det analoge udtryk af saxofon, bas, guitar og trommer. Filmen giver også et fint billede af bandets evne til at kombinere en elektronisk, hypermoderne tilgang til musikken med en grundlæggende sans for de helt rudimentære beats og bevægelser, der ligger i discomusikkens og soulens historie.
Når teknikken efterhånden tillader at integrere tv, computer, iPhone, stereoanlæg med hinanden, vil det være en smal sag at få en oplevelse med surround sound og visuelle kollager med Datarocks musikalske univers. Umiddelbart ser den ganske undseelig ud, den lille røde fyr, men den ender med at være fremtidens måde at opleve musik på hjemme i stuerne, hvor lyd og billede går i ét med tv og stereoanlæg.
God fornøjelse!
