Tusmørkemusik i industrielt design.
Stamfaderne i Einstürzende Neubauten lever bestemt ikke forgæves. De har utvivlsomt en stor indflydelse på færøske Orka, som har samme avantgardistiske tilgang til musikken som udtryksform. Instrumenteringen læner sig ligeledes gevaldigt op ad germanerne. Kun fantasien synes at sætte grænser for færingerne på deres andet udspil Óró, der er milevidt fra rockens hovedstrøg.
Bandets instrumentelle habengut siges at være bygget af medlemmernes egne power tools og diverse landbrugsudstyr! Den form for musik er en gevaldig balancekunst, for enten fungerer det eller også bliver det for sært, hemmeligt og introvert. Tidligere er de gået så vidt som at sample køer og lyde fra forældrenes kostald. Denne gang er den slags væk og i stedet mødes man af en altopslugende mørk musik præget af programmeringer, dybe kor og div. slagtøj.
Óró er både eksperimenterende, innovativ og få steder næsten catchy og jeg lander ret højt på begejstringsskalaen.
Når det fungerer – som på ”Órógy” og albummets perle, den snigende uhyggelige ”Aldan Reyd”, der lokker med et helvedes brag i toppen af richterskalen, der aldrig luftes, men blot anes underneden gennem hele stykket af ulmende toner – ja så fungerer det fremragende. Jeg fatter ikke en brik af lyrikken – der bliver sunget på modersproget – men dens uvante udtryk er både sanseligt, stemningsskabende og tilføjer et temmelig mystisk facet til musikkens i forvejen sært udførte frembringelser. Det melankolske er evident hos Orka, men klagesangene tipper aldrig over og bliver uudholdelig mol-porno.
Indimellem er det en kende anstrengende, men når det virker som på den beruset spankulerende ”Tad Vakrasta” og den industrielt fascinerende ”Rúmdardrongurin”, der med sine urovækkende undertoner af fabrikslyde og metalliske touch, er som at bevidne en film af David Lynch fra hans Eraserhead periode. Også ”Fylgid” giver et rullende sug i maveregionerne, med subtilt spillede dunkeltoner peppet op af tribal percussion og fejende vinde af fugtig programmeret støjsusen
”Moldblak” er sgu et mærkeligt nummer. Det lyder som en blanding af Sigur Rós, Rammstein i deres mest dystre hjørne og Woven Hand, når der går besværgelser, spasmer og tungetale i D.E. Edwards, alt sammen pakket ind i kolde industrielle klange, dybe droner og fodslæbende tempo. Det burde være opskriften på en rodebutik af dimensioner, men det fungerer af uransagelige årsager – weird!
Til gengæld er ”Betri Tidir” et eksempel på et indslag med mere tempo, fremdrift og normalitet end resten af albummet, men det bliver på bekostning af det mere radikalt opsigtsvækkende materiale og fascinationen går lidt fløjten, når Orka går mainstream. ”Kapersber” lider under en følelse af stilstand og mådehold i de stilistiske eksperimenter og den idérigdom det aparte band ellers håndterer glimrende går her lidt på standby.
Albummet cirkler om foruroligende stemninger og flere af dem kunne snildt bruges som lydledsager til obskure, kornede sort/hvide undergrundsfilm med dystopi som tematisk udgangspunkt. Óró er på en gang irriterende svær at komme ind på, men også særdeles fascinerende og lokkende i al sin særegenhed. Man er simpelthen nødt til hele tiden at grave dybere, at gå på endnu en opdagelse hos det færøske svar på Einstürzende Neubauten, for det er som om der stadig er utallige lag, man kun aner overfladen af i de labyrintiske og dystre kompositioner.
Jeg mærker den færøske naturs indvirken overalt i musikken og selvom det aldrig for alvor bryder ud i lys lue hos Orka, er der noget primalt og helt urtidsagtigt over udspillet.
