Nicole Atkins: Mondo Amore

På Mondo Amore møder vi to sider af Nicole Atkins; den udadfarende og den inderlige. Der er ingen tvivl om, at det er den udadfarende, der vinder slaget, men det er faktisk en skam, for det er i inderligheden Nicole Atkins’ force ligger. Derfor når Mondo Amore heller ikke op på siden af Neptune City.

Nicole Atkins viser sin rockede side

Med en stemme som en engel bevægede Nicole Atkins sig stilsikkert igennem 2007s rigt orkestrerede Neptune City, der trak klare tråde tilbage til 50ernes og 60ernes popmusik. Med sine blide melodier, følelsesladede tekster og Atkins’ smukke vokal var albummet et perfekt soundtrack at forelske sig til.

Mondo Amore er det anderledes. Siden Neptune City har Nicole Atkins skiftet pladeselskab, mistet sit backing band og brudt med sin kæreste. Den smukke pop er mestendels lagt på hylden og ned er i stedet taget en mere blueset og rocket version. Pianoet er sat på standby og guitaren dominerer nu det knap så pænt producerede lydbillede, der dog stadig er rigt orkestreret, som det var tilfældet på forgængeren.

Der er tale om en kvinde, der skiftevist har paraderne oppe for derefter at blotte sin egen sårbarhed. Blandt de mest udadfarende er ”Cry Cry Cry”, den lettere punkede ”You Come To Me” og countryrockeren ”Baby Don’t Lie”, der bl.a. indeholder følgende tekststykke: ”If she’s keeps on spreading rumours / Then that bitch is gonna have to die / My baby don’t lie”.

De mere rå sange fejler ikke noget, men sætter man dem op imod de mere afdæmpede og inderlige, så står det klart, at det ikke er i rocken, at Nicole Atkins’ vokal gør sig bedst. Det er særligt tydeligt når ”Cry Cry Cry” efterfølges af balladen ”Hotel Plaster”. Der kommer straks en anden inderlighed og den engel, der gik gennem stuen på Neptune City vender tilbage for en stund. Det samme er tilfældet på ”War Is Hell” og albummets afslutter, ”The Tower”, der dog i små passager syrer ud og bl.a. indeholder en guitarsolo.

Mondo Amore møder vi to sider af Nicole Atkins; den uadfarende og den inderlige. Der er ingen tvivl om, at det er den udadfarende, der vinder slaget, men det er faktisk en skam, for det er i inderligheden Nicole Atkins’ force ligger. Derfor når Mondo Amore heller ikke op på siden af Neptune City, som undertegnede da også har et helt specielt forhold til.

More from Carsten Fjølner
Iron Maiden udgiver ‘best of’ for årene 1990-2010
I 2008 udgav Iron Maiden opsamlingsalbummet Somewhere Back in Time: The Best...
Read More
0 replies on “Nicole Atkins: Mondo Amore”