Flot debut fra støj-pop pigerne
No Joy – Ingen glæde. Et rimelig destruktivt udgangs punkt for støj-pop pigerne Laura Lloyd og Jasmine White-Glutz’ første album Ghost Blonde, men bare rolig. Bandnavnets dystre melding er nemlig falsk alarm, for det er en stor glæde at lytte til disse 37 minutters kvalitetsshoegaze. Det er ganske vidst ikke et album der på nogen måde prøver at udfordre denne rimelig udkørte genre, men langt størstedelen af numrene er skruet så godt sammen, at man kun savner musikpolitiet på albummets åbner “Mediumship”, som minder alt for meget om danske The Raveonettes. Som dansker bliver man ganske vidst lidt stolt, når et ungt band låner inspiration fra vores egen Sune Wagner, som også har mikset albummet, men lige netop dette nummer virker plagieret og uinspireret. Tværtimod virker de mere dystre My Bloody Valentine og Sonic Youth inspirerede numre som “Maggie Says I Love You”, “You Girls Smoke Cigarettes” og “Still” ekstremt originale, selvom det er svært at sige hvad der gør dem eksklusive. De er bare ekstremt gode. Her fungerer guitarfladerne og vokalharmonien utroligt godt mellem de to piger, og melodierne er ligesom på resten af albummet sindssygt iørefaldende.
Ghost Blonde rummer både det rå og punkede fra Sonic Youth og det fine og skrøbelige fra My Bloody Valentine. Her skal især fremhæves “Pacific Pride” som rammer denne mellemting helt perfekt. Introen er svøbt i atonale feedbacktoner over to nærmest twee-poppede akkorder, men uden at lyde som f.eks. The Pains At Being Pure At Heart. Om det er et bevidst forsøg på at skabe en kontrast i nummeret, eller blot tilfældighederne der rammer rigtigt aner jeg ikke, men det fungerer sindssygt godt, og det er i hvert fald meget mere interessant og gennemført end førnævnte The Pains Of Being Pure At Heart.
Albummet virker som et album skal. Det er hverken for langt eller kort, men 9 virkelig gode støj-pop (plus det lille mellemspil “Untitled”), som fungerer virkelig flot i en sammenhæng, men nok også er svære at hører uden for en sammenhæng. No Joy har masser af potentiale, hvis de dyrker deres egen lyd og lader numrene træde i karakter, men med Ghost Blonde er de godt begyndt.