Støvet fra Distortion har kun lige lagt sig tilrette ved siden af alt skraldet før endnu fest indtager København – denne gang dog i et noget mere beskedent omfang. Det er den humanitære organisation VIAid (der står bag Café Retro og Retro Nørrebro), der for tredje gang inviterer til hip-hip i form af navnene DJ Fabelyd, Pharfar, Supajan, Tyde T + Paulo & DJ Carsten, Supajan, Pato Macho, Niels Forsberg, Kammertonen og Pelle. Derudover vil der være capoeira, graffiti workshop, basket, open mic og meget andet.
Heldagsfestivalen har fået navnet Gadestøj og løber af stabelen lørdag den 11. juni kl. 15 til 23 på boldbanen på Israels Plads. Det er gratis at deltage og overskuddet vil arrangøren VIAid give videre til en teknisk skole i Sierra Leone, der uddanner marginaliserede kvinder i forskellige håndværk som f.eks. skræddere eller frisører. Formålet er at løfte kvinderne ud af fattigdom og give dem hjælp til selvhjælp.
Om arrangementet udtaler festivalens leder, Linda Christiansen:
Vi har lavet en festival, hvor folk kan komme og høre fed musik fra den danske hiphops undergrundsscene samtidig med, at overskuddet går til folk i nød. Det er to gode ting på en gang, og det er dejligt at se, hvor stor opbakning der har været til at stable det her på benene.