Frank Turner overgår sig selv på stærk firer
Not everyone grows up to be an astronaut,
not everyone was born to be a king,
not everyone can be Freddie Mercury,
but everyone can raise their glass and sing.Well I haven’t always been a perfect person,
I haven’t done what mum and dad had dreamed,
but on the day I die, I’ll say at least I fucking tried.
That’s the only eulogy I need,
That’s the only eulogy I need.
Sådan lyder hele teksten til første nummer på Frank Turners fjerde soloalbum. Et album, der handler om at leve her og nu, om at tage ansvar for sit eget liv og gøre sit bedste. Frank Turner gør det the rock ’n’ roll way, og som teksten indikerer, så er albummet netop en blanding af rock ’n’ roll og folk som man kender den fra diverse drukviser op gennem tiderne. Og så skinner Frank Turners tid som sanger i punkbandet Million Dead igennem på flere af numrene – både på vokalsiden såvel som på instrumenteringen, der primært er båret frem af den akustiske guitar. Nummeret som ovenstående citat er taget fra hedder ”Eulogy”. Det starter stille ud, hvorefter Frank Turner råber ”I’ll say at least I fucking tried”, hvorefter han igen synger med sin rene vokal. Dermed indeholder det på mange måder essensen af albummet – men det er langt fra albummets bedste, og melodisk mangler der en del til at det er et nummer man har lyst til at høre igen og igen, og de 1:34 det varer er nok også mest ment som en form for intro til albummet.
Det efterfølgende nummer, ”Peggy Sang the Blues”, der er et flot melodisk nummer, som nok skal nok skal få publikum til at synge med på omkvædet, der lyder:
It doesn’t matter where you come from
It matters where you go
No one gets remembered
In this listless life
For the things they didn’t do
Som nummer tre ligger den første af to sange, hvor Frank Turner hylder rock ‘n’ roll-musikken. I ”I Still Believe”, der er båret frem af nogle markante trommer, en akustisk guitar og lejlighedsvist et piano:
And I still believe (I still believe) in the saints.
Yeah, in Jerry Lee and in Johnny and all the greats.
And I still believe (I still believe) in the sound,
That has the power to raise a temple and tear it down.
And I still believe (I still believe) in the need,
For guitars and drums and desperate poetry.
Senere kommer “I Am Disappeared”, der endnu engang hylder rockmusikken, og endnu engang er en af de helt store nævnt; denne gang er det Dylan. Nummeret er lige-ud-af-landevejen-rock. På den gode måde! ”One Foot Before the Other” er lidt i samme samme stil. I versene er der lidt Connor Oberst over det, men i omkvædene er det er uden tvivl albummets hårdeste nummer. Endnu engang kastes der med musikalske referencer. Denne gang i form af Woody Guthrie og senere på det afdæmpede akustiske nummer ”Redemption” er det Springsteens tur til at blive nævnt. Den flittige kasten rundt med forbilleder og inspirationskilder vil muligvis trætte nogen og virke prætentiøst for andre. For denne signatur fungerer det. Blandt albummets andre flotte afdæmpede akustiske nummer er i øvrigt ”Nights Become Days”, der udover acapellaen ”English Curse”, er albummets mest afdæmpede nummer, der viser en side af Frank Turner, som man ikke ser andre steder på England Keep My Bones.
Ligeså glad Frank Turner er for rockmusikken og myten omkring denne, ligeså fremmed er tanken om, at der skulle være en Gud, der trækker i trådene, for ham. På det afsluttende nummer, “Glory Hallelujah”, lyder det bl.a.: ”There is no God / So clap your hands together”. Nummeret er et ateistisk statement, som hvem der end føler for det kan synge med på allerede første gang, der lyttes til nummeret.
På sit fjerde album rammer Frank Turner plet. Det er en god blanding af afdæmpede akustiske numre, og numre af den mere rockede slags, og især Frank Turners evne til at skrue en god melodi sammen imponerer. Et must buy for folk med hang til akustisk rockmusik.
Frank Turner varmer op for Social Distortion når de giver koncert i Store Vega d. 29. juni.
