Det er altid spændende at se hvordan dagsformen er, når man tager til koncert med Ryan Adams. Min debut var et akustisk set i Store Vega i 2002, hvor Ryan Adams virkede skæv, men dog fokuseret – og senere så jeg ham spille et mere rocket set samme sted, hvor jeg måtte udvandre før tid. Som det var tilfældet i 2002 havde Ryan Adams endnu engang allieret sig med vennen Jesse Malin som opvarmer. Ni numre blev det til fra hans side. Heraf fire fra den Ryan Adams-producerede debut fra 2003, der da også stadig står som Malins bedste album til dato – om end den får konkurrence fra sidste års Love It To Life. Jesse Malin virkede fokuseret og veloplagt. Sangene blev leveret sikkert, og mellem flere af numrene fortalte han underholdende historier om sin opvækst i New York.
Anderledes var det med Ryan Adams. I begyndelsen af koncerten virkede han ufokuseret og fejlplaceret. Stilen var mere til et snusket værtshus end et nybygget koncerthus. Han flyttede konstant rundt på sit hæfte med sangtekster, når han henvendte sig til publikum var det med en irriterende hvisken og han rejste sig fra sin taburet for at gå retningsløst frem og tilbage mellem de tre mikrofoner, der var stillet op. Værst var det da han fik øje på spotlyset der stod ved bagtæppet. Det skulle han selvfølgelig lige bruge tid på at trave ned til og stille sig i ’zombie-positur’ bag… Efter de første par numre var irritationen allerede ved at melde sig. Skulle det være en af de dage, hvor Adams’ opførsel overskyggede musikken!?
Ryan Adams var heldigvis mere fokuseret når det kom til sangene. Han lagde ud med to af undertegnedes favoritter, hvor særligt åbningsnummeret ”Oh My Sweet Carolina” fungerede perfekt. Kun akkompagneret af Adams’ akustiske guitar og sprøde countryrøst fremstår nummeret som det måske bedste i mandens enorme bagkatalog. Nummeret blev fulgt op af ”Carolina Rain” fra 29. Endnu et afdæmpet countrynummer. Det er i det hele taget når Ryan Adams’ lægger rocken lidt på hylden og lader countryrødderne træde frem at han er bedst. Derfor var det også godt at høre, at der var blevet plads til tre numre fra tiden i Whiskeytown. Der var tale om ”Dancing With the Woman at the Bar”, “Jacksonville Skyline” og “16 Days”, der havde fået æren af at afslutte koncerten. Alle numrene gjorde det godt, men man sad alligevel og savnede lidt countrystemning, der er på album. Særligt på ”16 Days” savnede man det kor i omkvædet, der er så markant på plade. Men når man som undertegnede synes bedst om Ryan Adams som han lød på solodebuten Heartbreaker og de tre albums han nåede at udgive med Whiskeytown, så var det en fornøjelse at høre nogle af disse numre. Man kan håbe, at det markerer en tilbagevenden til rødderne.
Godt halvvejs inde i koncerten blev Ryan Adams mere fokuseret mellem numrene. Han hviskede ikke længere når han henvendte sig til publikum. Han begyndte at kommunikere, han vandrede ikke længere hvileløst rundt mellem de to mikrofonstativet og klaveret, der sammen med en rød-, hvid- og orange-farvet akustisk guitar og en mundharmonika var de eneste instrumenter, Ryan Adams havde taget med sig på scenen. Det var stadig svært at finde en rød tråd i det han foretog sig på scenen, men i stedet for at være et irritationsmoment, var hans opførsel forvandlet til en akavet charme.
Udover de allerede nævnte numre gjorde ”Sweet Illusions” og ”Let It Ride” sig også rigtig godt. De er begge at finde på dobbeltalbummet Cold Roses, der er indspillet med backingbandet The Cardinals og derfor normalt har en større lyd end en akustisk guitar kan frembringe. I countryrockeren ”Let It Ride” havde Ryan Adams trukket alt tempo og country ud og servede det ellers hurtige nummer i en stille og intim version.
Ryan Adams bladrede løs i sit sanghæfte aftenen igennem. Umiddelbart virkede det påtaget, men når man efterfølgende kigger på setlisterne til de andre koncerter på touren, så er det kun åbningsnummeret, der går igen. Han spiller altså det han lige føler for, og de numre han spillede denne aften kunne ikke have været valgt meget bedre. Jeg savnede dog ”La Cienega Just Smiled”, ”To Be Young (Is To Be Sad, Is To Be High) og ikke mindst den lange ”Strawberry Wine”, som kunne have været aftenens bedste nummer.
Ryan Adams stod på scenen i 2 timer. Sangene blev spillet og sunget som man havde kunne forvente af en mand som Ryan Adams. Desværre trækker hans noget ufokuserede optræden mellem numrene ned i helhedsindtrykket. Og så må han gerne snart udgive et nyt country-album.
Ryan Adams’ setliste:
1. Oh My Sweet Carolina
2. Carolina Rain
3. Invisible Riverside
4. If I Am A Stranger
5. Jacksonville Skyline
6. This House Is Not For Sale
7. Halloween
8. New York, New York
9. Dancing With The Women At The Bar
10. Everybody Knows
11. Two
12. Sweet Illusions
13. English Girls Approximately
14. September
15. Sylvia Plath
Ekstra:
16. Let it Ride
17. Shadow of the light
18. 16 Days
