17.+ 18. juni 2011 – Copenhell, Refshaleøen

En weekend i Satans tegn med enkelte sympatiske udfald

Frygten for at dette års metalfestival skulle drukne i regn og blæst lige som sidste år, lå lige for, når man studerede vejrudsigten på forhånd. Det så ud til, at vejrguderne havde besluttet at sætte den danske sommer på stand by, mens de sortklædte metalfreaks havde deres ting kørende på det gamle B&W. Vejret endte med at blive ganske hæderligt med kun et par enkelte byger, og den betonfarvede himmel og de truende skyer viste sig faktisk at være en ganske god baggrund til weekendens begivenheder. Kan du forestille dig et show med eksempelvis Mayhem i fuld solskin på en vidunderlig, varm eftermiddag? Nej, vel?

Fredag

Desværre skulle regnen være den direkte årsag til at festivalens første band, Rolo Tomassi, kun fik en lille halv time med deres energiske mathcore. Et sandt skybrud fik systemet til at kortslutte, og bandet måtte gå af uden strøm. Man kan næppe forestille sig et unplugged set med denne engelske kvartet. Ærgerligt, og da det samtidig blev annonceret, at Kyuss var aflyst grundet tekniske omstændigheder, blev man først for alvor bekymret. Med lynets hast fik man arrangeret danske Artillery, som sad hjemme i sofaen og hev i svinet, da de ringede fra Copenhell. Artillery kan aldrig erstatte Kyuss Lives!, men respekt for Copenhells evne til at finde en kvalificeret erstatning så hurtigt. Så må man bare håbe, at Garcia bliver bedre til at planlægge sine internationale rejser og gæster Danmark med sit oprindelige lineup på et senere tidspunkt. Artillery leverede det de kunne og skulle, og set med de briller var det faktisk ok.

Derefter var det op til danske The Burning at kickstarte festen, og med deres kompromisløse hardcore og groovy metal var der lagt godt i kakkelovnen. Desværre blev showet skæmmet af en irriterende dårlig lyd, der ikke kunne skyldes andet end en formentlig skidefuld lydmand. Der var ikke bund i bassen og stortrommen bankede mellemgulvet i stykker, så man ikke kunne mærke særlig meget andet. Men ingen tvivl om, at The Burning trykker den af, og deres musik er noget nær det mest kompetente hardcore death, den danske scene kan præsentere pt. At de også har humor fik man vished om, da det blev bekendtgjort, at ’de var kaldt ind som afløser for Bullet For My Valentine aftenen efter, da de havde fået aids i øjnene og var døde’. Så var stilen lagt!

Svenske Opeth har rigtig mange dedikerede fans, og mon ikke dette var et af festivalens første reelle hovednavne? Kvartetten, som har legendariske Michael Åkerfeldt som central figur, spiller ikke en type metal som ubetinget går rent ind blandt hele festivalens gæster. Deres progressive metal, som har et stærkere slægtskab med eksempelvis Porcupine Tree end programmets øvrige deathmetalbands, leverede da også en skønsom blanding af det, der er bandets egne styrker, nemlig det brutale og det harmoniske. Der blev leveret prøver fra det seneste album Watershed, som efterhånden har tre år på bagen, men heldigvis også perler fra de klassiske Deliverance, Blackwater Park og Ghost Reveries. Men da de spillede ”In my time of need” mistede bandet momentum bland publikum i en sådan grad, at det kun var fansene, der var rigtigt med. Undertegnede synes det var fantastisk, da Opeth netop mestrer balancen mellem de to modpoler i musikken – bedst eksemplificeret med netop det tyste og stille album Damnation, der blev produceret samtidigt med Deliverance, som indeholder alle de brutale og mere metalorienterede aspekter ved Opeth. Jeg synes de gjorde det rigtig godt, men en efterfølgende snak med et par metalhoveder afslørede, at det absolut ikke var alle, der fandt de mere stille passager overbevisende endsige troværdige.

Hvis man savnede troværdighed og et overbevisende show fik man det i høj grad hos canadiske Baptized in Blood, der med fuld tryk på pedalen forenede traditionel hardcore thrash og metal. Der blev også startet en mosh foran scenen, der viste, at festen nu endelig var rigtig i gang. Tak for det, BIB!

Aftenen skyllede ind over pladsen, og stemningen steg markant et par grader, både på grund af de 12.000 liter øl, der blev drukket om fredagen i alt, og udsigten til at se eller gense de gale westcoastrockere, Korn, der var med til at stilskabe den metal, der for godt femten-tyve år siden begyndte at eksperimentere mere med genreblandinger. Jeg var spændt på aftenens koncert med netop Korn, da jeg kunne have min tvivl om, hvorvidt de stadig kunne holde distancen. Det kunne de! Og setlisten satte bare en fed streg under, at de faktisk har lavet en lang række rigtig fede numre, der stadig kan piske en stemning op. Så hjælper det selvfølgelig også, at man har en lunatic som Jonathan Davis, der stadig spræller og growler og spiller sækkepibe, iført hans sædvanlige kilt. Festligt var det i hvert fald, og publikum var i den grad med.

Meget kan man klandre Deicide for, men noget festband er det i hvert fald ikke. Det er fire aldrende mænd, der nu på 25. år stadig insisterer på at være Satans repræsentanter på jord, hvilket de prøver at presse deres instrumenter til at give udtryk for. Det er ved Gud, undskyld, Deicide, en nærmest minimalistisk, tænderskærende omgang Death, der sætter tiden i stå og får lysene til at dæmpe sig af sig selv. Det er ondt og overbevisende, men også som at få hevet en tand ud at lytte til.

Til sidst var det op til alderspræsidenterne fra Judas Priest at lukke og slukke aftenens program. Flere af programmets aktører har imponerende cv’er at vise frem, men her stod et band med næsten 40 års aktiv karriere og et par af de oprindelige medlemmer stadig i vigør. Selv Rob Halford var for en sjælden gangs skyld i stand til selv at gå, og som natten skred frem blev det da også mere og mere overbevisende, at Judas Priest har skrevet en lang række heavy metal-klassikere, der står mejslet i granit. Min egen favorit var det teknisk svære nummer ”Victims of Changes”, der er fra midten af 70’erne, men også nyere numre fandt vej til setlisten. Eneste minus var det uendelige kostumeskift, Halford så sig nødsaget til at foretage. Det er altså svært at have respekt for en mand, der insisterer på at ligne en klovn. Men musikken talte også for sig selv, og der blev plads til et par positive overraskelser med eksempelvis førnævnte nummer og med en semiakustisk udgave af Joan Baez’ ”Diamonds and Rust”. Da ”Turbo Lover” gik i gang, var undertegnede dog nødt til at trække stikket ud efter en god time med denne sidste optræden fra de rutinerede præster. Det har været fornøjeligt at se jer de sidste tyve år, men nu er det nok meget godt, at I går på pension.

Lørdag

Gråt regnvejr. En stiv blæst og et program med alverdens dødsmetal. Sådan så virkeligheden ud, da shuttlebussen kørte mig ud til Hades og Hel omkring middag. Jeg glædede mig dog til at se programmets første band, Anvil. Og lad det være sagt med det samme: Da jeg først hørte navnet blive nævnt til programmet, fik jeg en dyb bekymringsrynke i panden. Jeg erhvervede deres klassiske Metal to Metal da den udkom i start firserne, men siden har jeg ikke skænket dem en tanke. Men en dag så jeg den anmelderroste dokumentarfilm Anvil – The Story of Anvil, og pludselig fik jeg rigtig meget lyst til at se the Anvil-boys. Er du ikke en af de omkring 88 millioner, der allerede har set filmen, der tog publikum med storm på Sundance festivalen i 2008, kan jeg kun sige: Gør det!!!

Frygten for, at det ville stå ned i stænger, og at der kun ville være 23 publikummer på den kæmpe plads foran scenen, fik det til at vende sig i mig på forhånd. Men skyerne holdt sig i ro og undlod at lade vandet.
Anvil trykkede et urshow af gedigen rock’n’roll af, der ikke har meget med moderne metal at gøre. Men trioen beviste, at det stadig er muligt 30 år efter, at spille den musik, der står dem hjertet nærmest. Fuldstændig som AC/DC, Motörhead og Metallica også gør. Anvil har bare aldrig slået igennem som nævnte bands, men konceptet er det samme.

En efterfølgende snak med den sympatiske trommeslager, Rob Reiner, bekræftede bare indtrykket af et par canadiere, der har været i stand til at holde sig selv på sporet af det, som det hele i sidste ende handler om: troværdighed og integritet.

Et andet navn, der umiddelbart falder lidt ud af det overordnede metalkoncept, er det skandinaviske Doctor Midnight And The Mercy Cult, der har tidligere medlemmer fra blandt andre Turbonegro og Satyricon med i deres lineup. Deres sortklædte nærmest glamrockende metal, trækker på tydelige veksler af tight rock’n’roll, tilsat en masse skarp og cool attitude. Aftalen om et Anvil-interview gjorde desværre, at det kun blev til et par numre i selskab med DMATMC samt det efterfølgende Protest The Hero. Efter forlydende skulle sidstnævnte have været forrygende.

Norske Kvelertak havde byttet plads med amerikanske All That Remains, som for sidstnævnte også måtte lide den tort at få deres navn stavet forkert i programmet til All The Remains, der vistnok betyder noget i retning af ’alle hundens efterladenskaber’. Pinligt, Copenhell!

Begge bands står for den mere traditionelle thrash, men hvor Kvelertak i højere grad blander de klassiske stilarter med et bombarderende liveudtryk. Noget en stakkels fotograf måtte sande, da han efter et par numre bogstavelig talt fik forsangeren i hovedet, da denne sprang ud til sit publikum. Kvelertak leverede nok festivalens mest overbevisende og stærke show, og har du stadig disse Stavanger-knægte til gode, kan du roligt glæde dig. Der er tale om fuldstændig og aldeles dedikation og integritet på den hårde måde.

Det har All That Remains også, men deres mere melodiske thrash, krydret med en køn, kvindelig bassist, efterlader ikke publikum så bombarderet, selvom der også kom gang i noget af en moshpit her.

Hvad stiller man op med Mayhem? Man er jo nødt til at se dem, bandet, der indeholder noget nær den mest autentiske, brutale og vanvittige skabelseshistorie. Selvmord, kraniestykker og afskårne ører, mord, lange fængselsstraffe er kun nogle af remedierne i bandets ekstreme fortælling. Med Attila i front leverede nordmændene et ondt, ondt set black metal, hvor de blytunge og mørke skyer virkelig kom til deres ret. Problemet med Mayhem er, at fortællingen om dem er mere fascinerende end deres musik og Attila iført en Dracula-kappe, spankulerende rundt på scenen som Mørkets Hersker.

Desværre kunne Bullet For My Valentine ikke gøre det meget bedre. Med deres radiovenlige metal og smarte fyre i bandet var det vist kun de forreste unge piger blandt publikum, der hvinede af fryd over bandets performance. Den kompetente hardrock metal fejler for så vidt ikke noget, og de fire walisere gør hvad de kan, for at sparke liv i festen. Det er bare positioneret helt ude på den ufarlige del af metalbarometeret, hvilket bliver tydeligere, når man ser dem i selskab med bands som Mayhem og Deicide. Så bliver man pludselig ikke så imponeret over den tempofyldte hardcore rock. Men bandet i sig selv fejler skam ikke noget, de blev bare overskygget af vældigere kræfter denne dag.

Tilbage stod nu to erfarne bands, med ansvaret for at lukke endeligt ned for Copenhell denne gang. Morbid Angel, med Dave Vincent tilbage i front, og Gwar med Brockie som den afsindige alien med kæmpepik og horn i panden. Grundet interview med Brockie blev det desværre kun til et enkelt nummer med Morbid Angel, som dog så ud til at være tilbage i form med en solid og rutineret omgang death thrash.

Interviewet med Odurus Urungus fra amerikanske Gwar kan senere ses andet sted på dette site, men lad det være sagt med det samme: Denne mand – eller hvad man skal kalde ham – er gal! Men det var noget af en oplevelse at befinde sig i Gwars omklædningsrum, lige før de skulle på scenen.

Ude foran scenen i crowden leverede Gwar et show, der kørte på to solide spor. For det første blev Lady Gaga og andre på behørig vis lemlæstet, så blodet sprøjtede ud på publikum, og for det andet spillede Gwar en bundsolid thrashmetal, der faktisk holder hele vejen hjem. Der er fede riffs og godt gennemarbejdede numre, og Brockie er faktisk en ganske udmærket sanger, der både kan growle og synge.

Det samlede billede havde dog et par markante mangler. Har man set Gwar før, ved man, at de normalt har en hel række statister rendende rundt på scenen og som i en lind strøm bliver brutalt henrettet på den ene eller anden måde, mens de bogstaveligt talt pisser på folk. Det var der slet ikke denne aften i samme mængder. Måske var scenen for stor, måske havde Copenhell ikke økonomi til at betale for hele showet. Måske var der andre grunde, men har man som undertegnede oplevet Gwar flere gange for 15-20 år siden, ville man tydeligt mærke, at der manglede noget i det samlede show. Heldigvis var musikken lige i skabet, og noget overraskende var det måske dette, Gwars show overlevede på. At det så samtidig var et noget kort show på kun godt en time, var bare endnu en detalje.

Tilbage står to dage med metal i alle dets afskygninger og nogle fuldfede oplevelser i selskab med ligesindede metalfreaks. Bortset fra et enkelt slagsmål mellem to stærkt overvægtige drenge, der boksede som Bud Spencer i slow motion, var der en fed stemning begge dage, og folk fik mere eller mindre, hvad de kom efter. Aflysningen af Kyuss Lives! skabte en del frustration, men Copenhell har ikke desto mindre fat i et vellykket koncept, hvor beliggenhed, logistik og ikke mindst navnene på scenerne er helt i top. Og har man brug for noget andet adspredelse end musikken, kunne man droppe ind i den improviserede biograf og se mærkelige film. Om lørdagen blev der blandt andet vist syrede loops med hvid støj og en efterfølgende art porno-film. Om søndagen kunne man også se Anvils film, og i det hele taget har Copenhell bevist, at de er deres opgave voksen med at arrangere og afholde en festival af denne type og størrelse. Min eneste bøn er, at den ikke må blive større eller dyrere. Så kommer jeg i hvert fald tilbage på B&W til næste år, hvis de kan stable samme kvalitet på benene.
[nggallery id=126]

Written By
More from Carsten Meedom
Crystal Fighters: Star Of Love
Crystal Fighters trækker på flere stemninger og inkorporerer forskellige genrer og udtryk...
Read More
One reply on “17.+ 18. juni 2011 – Copenhell, Refshaleøen”