Amorphis fortsætter i samme spor
Sytten år efter det finske metalband Amorphis udgav det indflydelsesrige album Tales From The Thousand Lakes, er bandet nu klar med deres tiende album. I den mellemliggende tid, har Amorphis fra album til album haft fokus på alt fra dødsmetal, rock og folk. Gerne i skøn forening. Det nye album ligger i fin forlængelse af Skyforger (2009), Silent Waters (2007) og Eclipse (2006).
Der lægges ud med ”Battle For Light”, der indledes med et afdæmpet klaver, hvorefter der kommer fuld instrumentering på, med keyboardet som den primære melodiskaber. Vokalen er indledningsvis ren, men slår i omkvædet over i noget, der kan minde om growl. Nummeret hører til albummets bedste. Det efterfølges af ”Mermaid”, der er et traditionelt rocknummer. Det er iørefaldende, men lettere kedeligt i længden. Dog får Tomy Joutsen vist at han er en dygtig sanger, og en stor del af årsagen til, at Amorphis sidst 00’erne er kommet tilbage på landkortet. Han mestrer den rene sang såvel som de gutturale brøl.
Stilen er en blanding af rock og dødsmetal, med guitaren og keyboardet som ligeværdige partnere. Til forskel fra de andre albums med Tomy Joutsen bag mikrofonen er der blevet mere plads til metallen på The Beginning of Times, hvilket er et kærkomment tiltag. Det er dog stadig i den blødere og mere melodiske ende og havde bandet ikke haft den fortid som det har, var der nok ikke mange, der ville tage ordet dødsmetal i sin mund i sin beskrivelse af Amorphis.
Jeg savner, at Amorphis får strikket mere vildskab ind i deres numre. De gør det på ”Battle For Ligth”, ”My Enemy” og ”Crack In A Stone”, og derfor fremstår disse også som nogle af albummets stærkeste kort.
Kan man lide de seneste tre albums fra Amorphis, så vil The Beginning of Times ikke skuffe.
