Svenske Opeth har gennem de sidste 20 år og 9 studiealbums efterhånden forfinet deres progressive metal i en sådan grad, at det er svært at se, hvordan bandet efterhånden kan overgå sig selv. Gennem tiden er der sket en langsom transformation hvor black metal elementerne har måttet vige for at give plads til et langt mere bredspektret lydbillede. Kernen i Opeths musik er dog stadig den store dynamik mellem de stille og de brutale passager.
I løbet af årene har der været en ret så stor udskiftning i stort set hele line up’et – senest er keyboarder Per Wiberg røget ud – men da sanger, guitarist og sangskriver altid har heddet Michael Åkerfeldt, og da det virker som om han styrer bandet med hård hånd, er det ikke så underligt, at Opeth stadig lyder som Opeth.
Til efteråret forsøger Opeth dog i hvert fald at overgå sig selv igen med Heritage, og allerede inden udgivelsen, er bandet startet på en omfattende tour, som i juni bragte dem et smut forbi Danmark, hvor de spillede på dette års Copenhell. Diskant.dk fangede guitarist Fredrik Åkesson, for at tage en snak om bl.a. dynamikken i bandet.
Se interviewet her: