Behagelige Cody
Sommeraftenen spiller på sidste vers. En stille nynnen tiltager i styrke på Odeons scene, mens guitar, kontrabas og trommer hviskende slutter sig til. Røgen driver ud under teltdugen, mens publikum rykker tættere sammen, og Kaspar Kaaes mørke stemme lægger sig op ad de velspillende instrumenter.
Musikalsk tag-selv-bord
Scenen på Odeon tager næsten karakter af en orkestergrav med både slagtøj, strengeinstrumenter og blæsere på rad og række. Bandet får nemlig også besøg af nogle venner fra Efterklang, så både trækbasun og trompet også er repræsenteret.
Der er ingen tvivl om at alle musikerne på scenen er yderst dygtige til deres individuelle instrument. Det ville dog være klædeligt, hvis det hele ikke var så pænt og velfriseret, som det til tider er. En snert af uberegnelighed ville løfte oplevelsen af nogle enormt dygtige musikere, der jo netop må kunne et og andet spændende og overraskende med deres instrumenter. Her kunne CODY måske godt lære lidt af drengene fra Efterklang,der har et til tider mere legende udtryk, der efterhånden har rystet den skolede konservatorielyd af sig.
Skønsang
Kaspar Kaaes vokal passer godt til det lyriske og dybfølte udtryk i teksterne, men den rammer ekstra godt i følgeskab med den kvindelig cellists fine lyse vokal, der tilføjer en større dybde og inderlighed til vokalsiden. Dette kommer særligt til udtryk på et tidspunkt, hvor Kaspar Kaae spiller på akustisk guitar og hans stemme får selskab af den blide vokal fra cellisten og fra en af de mandlige guitarister. Der er en stemning af intimkoncert særligt fordi bandmedlemmerne virker så afslappede og tilbagelænede, og lader til at føle sig rigtig godt tilpas på scenen. ”Håber at I har det fucking awesome!”, kommer det da også fra Kaspar Kaae, og de andre bandmedlemmer smiler glade ud over scenekanten og cellisten danner et hjerte med hænderne. En taktfast klappen følger nummeret til dørs og åbner op for temposkift.
Ingen forfordeling
Det klæder bandet godt med en god variation mellem de americana- og countryinspirerede numre, hvor der er plads til banjo og mundharmonika, og de skønne singer-songwriternumre, hvor blæsere, cello og violin smyger sig om publikum. Faktisk ville en anelse mere af førstnævnte være anbefalelsesværdigt på en torsdag aften, hvor vi alle trænger til at blive varmet op oven på den kolde skylle om eftermiddagen. På de mere op-tempo numre kan det virkelig høres, hvor flot og velkomponerede numrene er, og hvor meget plads der er til alle instrumenterne på trods af, at der står ti mennesker på scenen med hver deres. Og det er i sandhed det skønne ved CODY – musikernes høje tekniske niveau og deres formåen til at samstemme instrumenterne på en måde, hvor man kan høre, hvad hvert instrument bidrager med i lydbilledet. Men det ville ikke skade at løsne lidt op og feststemme de mange instrumenter.
[nggallery id=128]
