Når had næsten bliver kærlighed
Nok har bandet et navn, der emmer af had, men medlemmerne af EyeHateGod virkede nu som nogle ganske elskværdige gutter, og så var musikken heller ikke svær at blive lidt forelsket i.
Da Eyehategod gik på scenen fredag eftermiddag virkede de fra start afslappede og ganske sympatiske. Med al deres lange hår og ditto skæg lignede de typiske metalmusikere fra de amerikanske sydstater, hvilket de skam også er, nærmere betegnet fra New Orleans. Der blev lagt ud med at lade guitarerne feede et lille minuts tid, før musikken gik i gang. Lydmæssigt befinder vi os i den del af metalmusikken, som oftest kaldes sludge- eller stonermetal, en genre som bl.a. Crowbar og Down også er kendt for. Lydniveauet på Odeon var perfekt, og man blev grebet af den tunge, slæbende metal bandet leverer. Forsangeren benytter sig ikke af renvokal, men kun af skrigende growl, som passer godt til bandets øvrige lyd, hvor især bassen også var fremtrædende på den gode måde. De fleste numre er langsomme, men der forekommer også temposkift, så koncerten blev ikke kedelig, og da forsangeren mellem numrene råbte ”Fuck the police!” og fortalte, at han manglede et sted at sove og spurgte publikum om han kunne overnatte hos dem, og bagefter sagde ”No? That’s not cool?” blev der trukket på smilebåndet blandt publikum.
Man kunne let fornemme, at bandet (og i særdeleshed forsangeren) næppe var helt ædru, men hvad gjorde det når de spillede så sindssygt tight og især imponerede med flere break downs, som altid sad lige i skabet? Sangene var godt skruet sammen og publikum blev revet med, bl.a. af nummeret ”New Orleans is the New Vietnam”, selvom mange uden tvivl oplevede bandet for første gang nogensinde. Eyehategod virkede koncerten i gennem lykkelige for at spille på Roskilde og forsangeren ytrede tilmed et håb om, at de måske ville få nogle nye fans grundet koncerten. Undertegnede kan jo ikke tale for resten af publikum, men de har i hvert fald fået én.