Der er lagt op til god gedigen og gammeldags rock-fest, da Kurt Vile and The Violators entrerer scenen på Odeon, hvor publikum har indfundet sig både tæt på scenen og siddende på tæpper uden for teltåbningen.
Klassisk setup
På scenen finder vi det klassiske rock-setup med bas, to gange guitar og trommer med Kurt Vile i front iført langt bølgende hår og tilbagelænet attitude. Han hvisker stilfærdigt ind i mikrofonen på første nummer og læner sig fordybet ned over sin guitar, der klimper klassik rock af sted mod et publikum, der er helt på Kurt Viles side. Publikum hujer og klapper spredt og er med fra den første tone er slået an på guitaren.
Klassisk og tidsløs
Det er dog til tider lidt svært at udrede teksterne, da han særligt på de første numre mumler en del. Men der er ingen tvivl, som koncerten skrider frem, at vi her har at gøre med en habil singer-songwriter med noget på hjerte. Det er til at forstå, hvorfor hans seneste album Smoke Ring for My Halo er blevet så vel modtaget af både anmeldere og publikum.
Kurt Viles vokal veksler mellem et skrabet og lidt snavset udtryk, for så at blive blød og rund, hvilket klæder det rå og klassisk rockede udtryk. Kurt Vile har meget at byde på, og hans musikalske udladninger er håndfaste og genkendelige, men samtidig overraskende og lo-fi indie-rockede.
Party on the inside
Publikum er efterhånden at finde ud til trægrænsen både stående og siddende, og faktisk fungerer koncerten både tæt på og på afstand. Publikum er sat i gear, og Kurt Vile and The Violators hjælper den gode stemning på vej med solide rock-hymner, som vor mor lavede dem. Men der er ikke så meget variation over temaet, og man savner lidt flere temposkift og at bandet virkelig folder sig ud og kommer mere ud over scenekanten. Der er en anelse for meget fest bag hårgardinet.
