Et tændt og højtspillende band mødtes af indifference
Mastodon var en eklatant fejlplacering på Roskildes største scene. At kalde progmetallerne et hovednavn er ganske enkelt i højere grad et udtryk for årets pauvre program, end et reelt hovednavn. Mastodon er for smalle til hovedscenen og kan ikke levere end best-of fest som den Iron Maiden serverede for metalmasserne torsdag aften. Det viste sig også på fremmødet, som var det ringest besøgte i mange år.
Den kompleksitet hvormed Mastodon håndterer deres instrumenter er ikke allemandskost og det lod da også til, at adskillige af de fremmødte bare snuppede et par numre i forbifarten, end egentlig kom for at se ekvillibrist-kvartetten. Synd og skam for alle parter, omend bandet selv tilsyneladende ikke lod sig mærke af det. De udviste spilleglæde og pondus, men lige lidt hjælper det når lyden er så ringe som tilfældet var igår. Alt for højt og unuanceret oveni, gør ingen god koncert. Blodet skal altså ikke nødvendigvis stå ud af øregangene blot fordi et band spiller muskuløs metal.
Jeg ved ikke om Mastodon og Roskilde har et fælles problem, men sidst de besøgte dyrskuepladsen, var det under lige så ringe lydforhold på Arenascenen. Til gengæld passer det grønne telt væsentlig bedre set i forhold til publikumsfremmøde, for det er enerverende og ødelæggende for ens begejstring, når så få møder op til noget nær det bedste spilletidspunkt på festivallen overhovedet. Demotiverende og synd for et hårdtabejdende og sympatisk band.
Sætlisten var ellers glimrende og vi blev præsenteret for et jævnt fordelt udpluk fra Leviathan, Blood Mountain og Crack The Skye. ”Iron Tusk”, ”Ghost Of Karelia”, ”Seabeast”, livefavoritten ”Blood And Thunder” og den lange metal-suite ”The Czar” var blandt flere, der bragte både glæde og sammenbidte ansigter hos folk. Fantastiske numre, der viser hvordan man med musikalsk snilde og teknisk uovertruffenhed kan skrue dybt kompliserede tekniske stykker ind i reele ørehængere. Dét kan Mastodon om nogen og selvom der indimellem går vel meget kompetenceonani i den hos brølehovederne, er de fuldt leveringsdygtige i træfsikre og melodiøse metalsange.
Brann Dailor ér og bliver en af verdens bedste trommeslagere og det er altid med en blanding af begejstring og næsegrus ærefrygt, man beskuer hans tekniske kunnen. Den mand er et unikum på sine tønder og en udpræget fornøjelse at lytte til og se på. Ikke at man ikke skal nævne de to guitarister Brent Hinds og Bill Kelliher, for de kan eddermandme også spille deres spader, så man lamslået ser til. Det går nogen gange så stærkt og med så meget blæret overblik over de mange ryggradsknækkende temposkift, at man tager sig i at blive helt forpustet. De doserer på ingen måde med virkemidlerne, men hvad gør det når det er gjort med så sindssygt meget musikalsk overskud, som de to herrer kan mønstre.
Der var som vanligt ingen billige tricks, når det kommer til publikumskontakt. Her er det musikken det handler om – nichts weider. Det kan man synes er arrogant og ikke særligt publikumsvenligt, men det er nu engang prisen for det fokus og den stringente tilgang til musikken, Mastodon møder os med. Jeg kan fint undvære kække og påtagede smartass bemærkninger – Mastodons musik alene får mig helt op at ringe – så ingen kritik herfra.
Kritikken må dog alligevel falde på aftenens præstation, ikke på grund af bandets performance, men fordi en stokdøv lydmand tror lyden bliver bedre og mere nuanceret, når blot man banker den op i decibel og så til Roskildes sceneansvarlige, der sætter Mastodon op på en gigantisk scene, de ikke kan honorere og fylde ud publikumsmæssigt.
[nggallery id=129]
