Den aller sidste koncert på dette års Roskilde Festival for undertegnede viste den gode gamle rock’n’roll-side frem på den mindste scene Pavilion Junior i form af de svenske gutter i Graveyard. Med slidte jeans, læderveste, langt fedtet hår og skrattende guitarer tog bandet os 40 år tilbage i tiden.
Real rock’n’roll, yeah!
Setuppet er som det skal være med leadguitar, guitar, bas og trommer og en fænomonal rockvokal i skikkelse af forsanger Joakim Nilsson, hvis stemme lægger sig hæst og croonende oven på flotte trommekompositioner og hylende riffs. Tæt på scenen vajer det svenske flag, og der er ingen tvivl om, at der er mange fans fra den anden side af sundet, der har fundet vej til Pavilion denne søndag aften. Med en lang intro med en legende guitar over solide trommer og Nilssons melodiske vokal sparkes festen langsomt i gang, og det varer ikke lang tid før der mulighed for at få rystet garnet og hive luftguitaren frem.
L.O.C go home
Mellem numrene snerrer guitarene rustent mens bandet stemmer dem og finder frem til næste sang. En pludselig lyst til øl, smøger og whiskey er blevet nærværende trods otte dages solidt indtag af våde varer. Stemningen er i top og flere og flere klemmer sig ind under telttaget eller rocker med i den aftagende sol. Søndagsgæsterne viser sig i form af det grå guld med sorte t-shirts, langt gråt hår og fodformede sko, mens der spredt smides horns i luften. I sig selv et kvalitetsstempel, eftersom Graveyard må siges at spille musik, som det blev gjort i førnævntes ungdom!
Der er skruet godt op for volumen og de hårde riffs og den tunge bas rumler i brystet og hiver armene i vejret, mens lyden af dansk selvmords-hiphop fortrænges fra Orange.
Tack selv så mycket!
Vokalen gør sig godt både på de følsomme rock-ballader og de storladne kompositioner med torden og lynild med guitarsoloer og trommer, der får frit spil. Taktfast klappende hænder over hovederne hele vejen rundt følger flere sange ind i formidable guitalsoloer, der river i forstærkeren og vores trommehinder. ”Tack så mycket”, råbes der flere gange begejstret fra scenen mens et lige så begejstret publikum klapper endnu højere.
Her kan alle være med uanset om man kender bandets bagkatalog, for dette er god gedigen klassisk rock med elementer af bluesguitar og psykedeliske hilsener bagud i tiden. Der bliver også plads til en ung pige på scenen, der i et langt mellemspil giver den på mundharmonikaen i sin storskyggede hat og lange bølgende hår inden hun giver mikrofonen tilbage til Nilsson.
Tak, tak til svensken, der her har fostret nogle unge knægte med garanteret mange timers guitarøvere i fugtige kældre med de store rock-helte kørende i baghovedet. Og publikum kunne heller ikke få nok, men insisterede på endnu et nummer efter tæppefald, og ud kom Graveyard til ”Bara en liten kort én”, som Nilsson siger, mens han og resten af bandet takker af for denne gang.
Undertegnede kunne ikke have forestillet sig en federe måde at få blæst det sidste urinstøv ind i næsen af trykbølgerne fra denne fantastiske opvisning i rock.
[nggallery id=130]
