03.07.11 – Thulebasen – Pavilion, Roskilde Festival

Den sære danske trio Thulebasen gav en skæv, krævende, kaotisk og nok for aparte oplevelse for mange på Pavilion søndag middag. De to gakkede guitarister placeret med front imod hinanden, gav et godt billede af et band, der måske spiller mere for hinanden end for de folk, der står og beskuer dem.

For aparte til den svære søndag

Den sære danske trio Thulebasen gav en skæv, krævende, kaotisk og nok for aparte oplevelse for mange på Pavilion søndag middag. De to gakkede guitarister placeret med front imod hinanden, gav et godt billede af et band, der måske spiller mere for hinanden end for de folk, der står og beskuer dem. Bag dem sad en tungt spillende bibliotekarlignende kvinde, som holdt de eksperimenterende guitarakkorder og riffs fast på sporet. Det er svært helt at blive klar over, hvornår et nummer er til ende og hvornår et nyt begynder og der er ikke meget hjælp at hente fra bandet, som kommunikerer både sparsomt og næsten uhørligt fra scenen.

Er man til mainstream løber man skrigende ud af teltet, men selv for den åbensindede lytter er det sin sag, at fastholde sit korpus under teltdugen, mens eksperimentalrocken står på. Det er dæleme hård kost for ens prøvede krop og ører og det må siges at være noget nær det dårligste tidspunkt, man kan placere de danske galninge på.

Bagtæppet er udsmykket med en visual, der ligner en dråbe vand i bunden af et glas, som bevæger sig i amøbeform, sat i en ramme der minder om den skala, der måler surhedsgraden af syre/base i folkeskolens fysiktimer

Der veksles mellem skæve klimp og ret tunge riffings, mellem sære rytmeskift og knækkede rytmestrukturer og mere ordinære akkorder og melodi. Det bliver ofte lidt skingert med de to guitarer og igen bas og vokalisten hjælper ingenlunde på det aspekt, med sin underlige ubehjælpsomme vokal, der sjældent rammer noget der tangerer almindelig rockvokal. Hver gang der er tilgang til genkendelighed, dekonstruerer trioen normaliteten og søger på ny det aparte. Vel er der momenter der rykker i rocksammenhæng, men det bliver aldrig særlig længe ad gangen, så må danskerne ud på nye skæve eventyr. Jeg synes faktisk det mest imponerende er, hvorledes trommeslageren formår at holde styr på særhederne. Hun er skarp, tung og stringent og skal have ros for at have fat i de skøre drenges seler, når det bliver for legesygt og weird .

Mange kigger nysgerrigt, men må opgive efter relativt kort tid og forlade etablissementet igen. Det er sgu for sært og introvert i længden, men kunne sikkert have fungeret bedre, hvis tidspunktet var mere velvalgt. Jeg er sikker på Thulebasen kunne ramme væsentligt flere en sen aften tidligere på festivalen. Men omvendt er søndag lige over middag ikke nem for nogen.

More from Thomas Steen Jensen
Mike Wexler: Dispossession
Dispossession er Mike Wexlers andet album. Et album der over syv svævende...
Read More
0 replies on “03.07.11 – Thulebasen – Pavilion, Roskilde Festival”