“First time Kelly kissed a boy…” har længe spredt sig over radioens lydbølger som for at påminde os om, at When Saints Go Machine (WSGM) stadig er et kort på den danske musikscene – og med en evne til at opbygge store forventninger til den nu udkomne svære 2’er. em>Konkylie hedder albummet, hvor WSGM blidt fører lytterne igennem konkyliens mange snørklede gange med 11 sange domineret af, hvad jeg vil kalde atmosfærisk melodisk electronica, som det tager mange gennemlyt at nå ind til kernen af.
Det første, der slog mig ved Konkylie var, at “Kelly” (track 7) med sin pop-fængende melodi i den grad ikke repræsenterer albummet. Måske derfor tog det mig nogen tid at vænne mig til albummet, fordi det jo ikke gav, hvad “Kelly” lovede. Til gengæld giver WSGM på Konkylie så utrolig meget andet end popfængende melodier. Sanger Nikolaj Manuel Vonsild træder i karakter som en anden Antony Hegarty (Antony & The Johnsons) med samme særprægede vokal, der i sin skrøbelighed ikke efterlader lytterne, men fænger. Især på “Whoever Made You Stand So Still” (track 9) er ligheden med Hegarty slående. Andre steder, fx “Church And Law” (Track 2), “Parix” (track 3) og “Terminal One” (track 10) er der helt klare hentydninger til danske Blue Foundation, hvilket absolut kun er et plus i undertegnedes optik.
Konkylie åbner med titeltracket, der som den opmærksomme lytter måske vil undre sig over, er et nummer med dansk titel på et ellers engelsksproget album. Nummeret emmer af atmosfære, i baggrunden høres cikader og insekter – og ud af dette lydunivers vokser Vonsilds vokal, svagt stigende, mens der langsomt bygges op med kor og instrumenter med kammermusikalsk islæt, indtil det elektroniske mod midten tager over som små suk, der lægger sig over hinanden og udfolder en lille kamp eller tagfat med vokalen og de mere organiske suk, koret bidrager med. Smuk start, som bjergtager – men som også er ny for WSGM.
På albummets andet track “Church and Law” dukker det basgroove, som WSGM er kendt for op – introen er med bandets eget ord “avantgarde”, præget af et autentisk piano, som får selskab af strygere (indspillet i DR Byen som en del af belønningen for at have vundet “P3 Talentet”-prisen ved P3 Guld) – og derefter et eletronisk basbeat, igen er der denne fornemmelse af leg og tagfat mellem vokal og musik, som krænger lyrikken i baggrunden og mest af alt gør vokalen til endnu et instrument. Som skrevet, minder “Chruch and Law” om det musikalske univers, man finder hos Blue Foundation – og på efterfølgende nummer dukker også et af netop dette bands nøgleord op i sætningen “Bad dreams ricochet”, der gentages i omkvædet. Endnu et fint track fra WSGM, som skiller sig ud ved et skævt, nærmest umelodisk beat, der underbygges af det clash, der beskrives i tracket: “Where the road meets / and carcrete meets the river / young and wild shake and shiver”.
Når man lytter meget intenst efter, er der stor alsidighed at spore på Konkylie – på “Jets” (track 6) er beatet nærmest afrikansk – dog er nummeret nok det svageste på albummet, men bliver dermed et godt oplæg til den suveræne historie om den første kærlighed på “Kelly” (track 7) – den gentagne brug af “First time Kelly kissed a girl” sikrer øjeblikkelig genkendelse og giver lytteren lidt ro efter det lettere intense møde med albummets første 6 tracks. “Kelly” er velskrevet og velplaceret kompositorisk. Et hit – ingen tvivl herom.
Konkylies anden halvdel indledes af “On the Move” (track 8), der starter ekstremt sløvt og støvet og atmosfærisk. Vonsilds vokal er igen bærende og formår at holde alle sangens lag i skak, mens de langsom bygges op – i både tempo og voluminøsitet. Tracket “Terminal One” (track 10) skiller sig ud med et upbeat tempo, som både presser og fortrænger det Antony’ske i Vonsilds vokal. Omkvædet er intet mindre end fremragende; “Feel I read it all aloud / and see the faces in the crowd / but somehow all are out of light / reading all the signs / I’m supposed to draw the line / but I cross it all the time” – tematisk er vi ude i noget, der handler om at bryde de rammer, som andre opsætter for en – og skønt, at temaet ikke ødelægger den dansable melodi.
Albummets sidste track “Add Ends” (track 11) er mere nøgent end resten af albummets numre, men lægger sig fint i forlængelse af eller op til titelnummeret og slutter dermed en cirkel – eller spiral, om man vil (for at blive i konkyliens metaforik). Nummeret er personligt for forsanger Vonsild, som mistede sin far under arbejdet med Konkylie. Her formidler han sine tanker på en tilpas ikke-personlig måde. Tracket er nøgent i den forstand, at der ikke bygges i utallige lag som tidligere, men derimod er der et forrygende tempo, som igen sniger sig ind og ud mellem Vonsilds vokal. Det virker legende let – samtidig med, at det emmer af kompleksitet.
Det er umådeligt svært ikke at være begejstret over den måde, talentet nærmest flyder over på Konkylie. Svaghederne er der, men de er få – en tendens til, at de enkelte numre smelter lidt sammen (mentalt) kunne nævnes, men det er nok også snart det eneste, måske et ekstra nummer i “Kelly”-stil kunne have været et plus også. Konkylie er ikke den svære 2’er, men den suveræne 2’er, der ligger milevidt fra debuten Ten Makes A Face, som kom på markedet for to år siden. Hvis WSGM bevæger sig bare halvt så langt de næste par år, er der ikke grænser for, hvor vidt de kan nå.
