Langgaber fra Lagwagon-frontmand
Det sker jævnligt at sangere fra lidt hårdere bands går solo og laver et traditionelt singer-songwriter-album. Det plejer ikke at kaste den store opmærksomhed af sig – og det gør det nok heller ikke denne gang, hvor Lagwagons Joey Cape udgiver sit andet soloalbum.
Doesn’t Play Well With Others består udelukkende af Capes karakteristiske vocal og akustisk guitar – og en lille smule trimmer hist og her. Albummet er yderst afdæmpet fra start til slut – og utroligt søvndyssende. Der er faktisk ikke et eneste nummer på albummet, der får lytteren bare en smule op af stolen. Og det er ikke fordi jeg vil have at skomager Cape bliver ved sin læst, han må meget gerne forsøge sig med noget nyt. Doesn’t Play Well With Others fungerer bare slet ikke, og når man nu ved hvad han kan i selskab med Lagwagon. Melodierne er nødt til at have noget mere bid end det er tilfældet her, for at kunne gøre sig i et så nøgent lydbillede.
Hvor Capes vokal er en af Lagwagons største aktiver, så er vokalen en tynd omgang solo. Den har på ingen måde pondus nok til at røre noget i lytteren, og lyder mest af alt som en skoledreng, der forsøger at lyde følsom. Og det på trods af, at et par af teksterne rent faktisk fungerer.
Doesn’t Play Well With Others kunne i løbet af 2010 downloades på Joey Capes hjemmeside. Og det er det eneste positive, der er at sige om albummet – som man så kunne slette igen efter endt gennemlytning.
