Kolossal og kolossalt langtrukken døende brud
Skal man tale om et episk musikalsk magnumværk, må dette være eksemplet. Den britiske sekstet My Dying Bride har over efterhånden ti album bevæget sig fra doom-metal med death-elementer over mere melankolsk doom-rock. Mesterværket Turn Loose The Swans står stadig som et fyrtårn indenfor doom/death genren. Aaron Stainthorpe har on and off benyttet growl, men tendensen har stigende været mod mere rene vokalbidrag. Violiner har også altid været en signifikant del af englændernes triste lydbillede, selvom de en lang periode blev sat på hold, da Martin Powell forlod bandet. På seneste skive For Lies I Sire er violinerne dog igen tilbage.
Ud over violinerne er intet dog som tidligere på dette ambitiøse kæmpeværk, der spænder over to cd´er og 90! minutter. Det er hamrende prætentiøst, pompøst og i længden alt, alt for meget, det bandet byder os denne gang. Lange symfoniske numre – kun båret af klaver, diverse synths og strygere leveret af et hold klassiske musikere – bliver sunget af Stainthorpe og operasangeren Lucie Roche og når man lytter til Roche´s smukke sopranstemme, bliver Stainthorpe i forvejen klejne stemme stillet noget uheldigt til skue.
Patosrecitation er også en medspiller på denne mastodont og jeg kan ikke holde smilet tilbage flere gange under ørkenvandringen. Seriøsiteten bliver ufrivillig komisk og så uendelig højpandet, at det skriger til himlen. De ni numre lyder så monotont ens, at man hele vejen igennem albummet håber på bare et minimum af variation. Det sker dog ikke og jeg kan simpelthen ikke dechifrere de enkelte suiter fra hinanden.
Mådehold har man aldrig kunnet beskylde My Dying Bride for, men denne gang tangerer det mangel på selvindsigt, at begive sig ud i halvanden times jammerdal uden nævneværdig substans. Indrømmet, der er smukke momenter på Evinta, men det havde været alt rigeligt med en ep. At tro man kan fastholde folks interesse over så lang tid, med så lidt fundament at bygge på, er en uheldig illusion. Sjældent har jeg kedet mig så meget i selskab med mørkerockerne og det på trods af at være en dedikeret MDB-follower.
15 år skulle Evinta efter sigende have været undervejs og skulle jeg gætte på den alenlange ventetid, må det være fordi gutterne langt hen ad vejen er faldet i søvn til eget output.
Gab er det ord der springer frem, hvis man med et enkelt ord skal karakterisere dette 20 års jubilæumsalbum.
