Nationalromantisk smadderheavy for duksedrenge
Der er ikke mange bands som Morbid Angel (MA) fra Florida, der har været med til at skabe de helt grundlæggende rammer for, hvordan dødsmetal skal lyde. Ikke kun har de været med helt fra starten i firserne, de har også eksperimenteret med genren i en sådan grad, at de både har dannet og nedbrudt grænserne på samme tid. Med deres nu niende studiealbum, efter et hav af koncerter, og med legendariske David Vincent tilbage bag mikrofon og bas, burde udgangspunktet være stensikkert for et solidt comeback. Med den gamle våbenbroder, Trey Azagthoth, på guitar,Tim Yeung på trommer og suppleret med Destructhor på guitar kan det næsten ikke gå galt.
Bør det ikke gå galt.
Man spørger derfor sig selv, hvorfor Morbid Angel udgiver et så middelmådigt album som Illud Divinum Insanus i realiteten er, og som lyder som en blanding af Marilyn Manson, Pantera og Laibach. I og for sig fine referencer, og ikke et ondt ord om disse navne. Men jeg havde nok forventet noget bedre fra MA, der mestrer ikke kun et uhørt højt teknisk niveau, men som også tidligere har bevist, at de tør udfordre sig selv og genrens i øvrigt stærkt konservative fanskare.
Albummet starter med en intro med den kinky titel ”Omni Potens”, hvor keyboardflader, tung perkussion og mørke, elegiske stemninger leder tankerne hen på Laibach og deres svulstige, nationalromantiske industrial. Allerede der melder den første frygt sig for, at MA har påbegyndt udsalget af arvesølvet. Helt galt går det med første skæring ”Too Extreme!”, der er et decideret dårligt nummer. Det er industrial med monotone beats på trommemaskine, ingen variation i guitartemaet, og med en vrængende Vincent, der tillige har fået distortet stemmen lidt. Som om det skulle være nødvendigt. Alt i alt lyder det som en blanding af Die Krupps og Ministry. Og det gør nævnte bands altså væsentligt bedre.
”Existo Vulgoré” har en knastør lyd på trommerne, der igen mest minder om en dårlig trommemaskine. Om det er tilsigtet, ved jeg ikke, men det virker i hvert fald ikke overbevisende. Temaet minder også i beskæmmende grad om Panteras Vulgar Display of Power, og igen er det svært at finde ind til det MA, man har glædet sig til at høre.
”Blades for Baal” har endelig noget af tyngden, de andre numre mangler, og Azagthoths guitar begynder også at hugge sig mere ind på lytteren. Tilbage er blot en stille undren over, hvad en oldgammel, nærorientalsk frugtbarhedsgud mon laver i MA’s ellers antikristne og satanistiske univers. Onde tunger vil sikkert også hævde, at det efterfølgende ”I Am Morbid” er for langt ovre i glamrocken, med groovy rytmer og et nærmest catchy refræn.
På de efterfølgende skæringer skal fremhæves den besynderlige ”Destructos VS the Earth”, der kunne være skrevet og udført af Marilyn Manson for 15 år siden, og den rasende ”Radikult”, der forsøger at skabe et momentum med tonsetunge trommer og et fængende flot guitarspil. I sidstnævnte begynder klaveret endeligt at spille, men det er ligesom for sent. Selvom nummeret fungerer afsindig godt, og Vincent får godt med luft under sin vokal, ender det hele i en underlig stilstand med de samme introverte toner og flagrende stemninger fra introen.
Hele showet bliver rundet af med ”Profundis – Mea Culpa”, der forener djævelsk tung og ond metal med MA’s gammelkendte univers. Her er der godt med smadder på instrumenterne, og skæringen er varieret i en sådan grad, at man følger spændt med hele vejen. Her fungerer det igen rigtig godt for kvartetten, og man bekræftes heldigvis i, at de stadig godt kan, de gamle drenge.
Ikke desto mindre er helhedsindtrykket af Illud Divinum Insanus, at MA ikke rigtig har hjertet med i numrene. Eller også har de – hvilket er en skræmmende tanke – bare ikke mere på hjerte! Jeg er i hvert fald ikke imponeret, selvom der er momenter og højdepunkter på albummet, der i glimt viser, hvilken støbning bandet reelt har. Kom igen, Morbid Angel, og kom især igen live og spil de gamle numre for os. Det er dér, guldet ligger!
