Festivalpladsen åbner
At komme tilbage til Skanderborg Festival er stort set som at komme hjem. Det meste minder om sig selv – og det er jo også en af grundene til, at man vender tilbage, fordi man kender konceptet; musik i midten af skoven, et klientel en del ældre end Roskilde (men ikke dermed mindre fokuseret på fest, alkohol og farver), en del plat humor og masser af kærlighed (i år understreget med den nye campingplads Kærlig Heden).
Nu starter festivalen onsdag
Men der er også mange ting, der har ændret sig. Festivalen vokser år for år – således er der i år 25.000 gæster – og så er onsdag gået fra at være dagen for de spirende talenter med Skanderborgs egen Starfighterkonkurrence til nu at være en reel koncertdag i mindre skala. Live Camp’s udvalgte har erstattet Starfighter i år – og er i ånden med udvidelsen af festivalen rykket til mandag og tirsdag i campingområdet.
Vejret var blandet, men mest af alt tørt – og campingområderne var så småt ved at være fyldt op. Parkering kunne man kun finde langt pokker i vold fra campingområderne. Men når der er dømt fest, så er afstand, lange køer til shuttlebusserne og svingende vejr ikke de største problemer. Og det var et musikhungrende publikum, der hurtigt fyldte festivalpladsen; unge kvinder med bunny ears, folk i lilla og grønne heldragter, som efter sigende også var at se på Roskilde, dog i mere afdæmpet grå nuance, piger med børne-dykkermasker og diverse andre udklædningsobjekter. Skanderborg er uden tvivl Danmarks mest farverige festival.
Bøgescenerne åbnes
Festivalpladsen slog portene op for de mange musik – og festhungrende gæster kl. 14 – og allerede 14.30 var første band klar på Bøgescenerne, nemlig Live Camp’s udvalgte Zeitgeist, og kort derefter Johnny Madsen. Lille bikommentar: Onsdagens festivalplads var en anelse amputeret, eftersom der ikke var åbnet til området Langbortistan, der blandt andet rummer den store scene Rytmehans. Egentlig en ganske god disposition, da der så sikres fuld festivalplads, selvom festivalen egentlig ikke er startet, og ok taget i betragtning af at både Bøgescenerne og P3-teltet var åbent.
At have Johnny Madsen – der ifølge publikum ”styrede for vildt med både smøger i mundvigen og masser af whiskey” på programmet onsdag er lidt af et statement fra festivalens side om, at man også prioriterer dagen som en reel koncertdag – og eneste lille bitre kommentar fra min side skal være; at det desværre sker på bekostning af søndagen, hvor der i år er et lidt povert indhold (på nær Tom Jones, Nik & Jay og Turboweekend, der alle spiller tilpas sent til, at ikke alle bliver, med mindre vejret holder) – og hvor festivalledelsen som om onsdagen har valgt at lukke for Rytmehans og Langbortistan-området.
Burhan G smelter pigehjerter
Men tilbage til ”lilletorsdag” på Smuk Fest. Halv seks gik Burhan Gpå i imponerende cool stil, der straks satte pigehjerter i glød, og der blev kastet hånd-hjerter ad libitum mod scenen. Solbrillerne var nok en anelse malplacerede, vejret taget i betragtning, det samme var den store sorte militærjakke over læderbukserne, men sejt så det ud.Og hvis musikken er i orden, er der jo ikke så meget andet, der tæller. Lidt forvirrende satte Burhan G sig dog midt i settet til klaveret og gav sin version af Michael Jacksons ”I’ll be there”, hvilket giver ganske god mening, hvis man har brug for at sende en tanke til den nu afdøde superstjerne, men derefter gik han over til at hylde eller blot spille, om man vil, først et Dodo and the Dodo’s-track og derefter et Rasmus Seebach-track. Selvom der blev sunget med, var der dog ikke tvivl om, at det var sangerens egne numre, publikums mange teenagepiger gik efter, og der blev naturligvis plads til hittene ”Playground”, ”Tættere på himlen” (i version uden Nik & Jay) og naturligvis ”Mest Ondt”, hvor Burhan G i dagens anledning fik besøg af Stine Bramsen fra Alphabeat i Medinas fravær. Overordnet var det en noget svingende optræden, Burhan G gav fra Skanderborgs hovedscene, men hjerter var der mange af – og stemningen hævede uden tvivl oplevelsen en hel del.
Australsk rock i bøgeskoven
Næste store oplevelse – for nogen, ikke undertegnede – var onsdagens hovednavn, nemlig australske Pendulum, hvis musik beskrives som ”dance-møder-metal-møder-drum’n-bass”. I løb og spring entrerede det 5 mand store band scenen og hårde beats blev kørt i stilling fra starten. Forsanger og guitarist gav den gas i bedste Linkin’ Park-stil og bebudede ”The more you give us, the more you get back”. De første rækker forstod tydeligt budskabet og gav den alt, men resten af pladsen var mere af den holdning at Pendulum nok skulle være de første til at vise, hvad de kunne. Koncerten nåede derfor ikke meget længere end de forreste rækker, men de havde nok en fest der.
New Yorks Beth Hart
Da mørket henad ti-tiden havde sænket sig over festivalen begav vi os ud af festivalpladsen på jagt efter den mindste scene, Blusen, der havde Dana Fuchs på programmet. Blusen kan nok bedst betegnes som et lille country-folk-spillested, som i dagtimerne også byder på underholdning for børnene med blandt andet Anders og Katrine fra børneTV og Circus Miniland. Derudover er det et spillested, der er åbent for alle – ikke blot for dem på festival – med sin placering på den anden side af hotellet Skanderborghus mod Skanderborg-by. Publikum var +40, stemningen super – og Dana Fuchs imponerede med sin hæse stemme i bedste Beth Hart-stil, blot mere skævt og med en elegant intensitet og publikumkontakt. Sangerinden er for mange ret ukendt, men flere vil nok kende hende, hvis man tilføjer, at hun var med i Beatles-filmen Across The Universe, som var i biografen for nogle år siden. Koncertens eneste minus var, at hun havde problemer med monitoren, et typisk kunstnerproblem, som dog sjældent har den store betydning for publikum – og det havde det såmænd heller ikke ved koncerten udover at skabe en anelse frustration over, at det var så stort et problem for sangerinden. Resultatet blev, at hun smed alle ledninger fra sig – og sprang ud i en aften fyldt med kærlighed med spørgsmålet ”Would you die for love?” som gennemgående tema.
Party i provinsen
Onsdagen sluttede for vores vedkommende tilbage på den stadig fyldte Bøgescene, hvor der trods regn blev sat streg under, at Skanderborg i år kan deres kram, når det kommer til musik og planlægning. Hej Matematik gik på 23.30 med det ene hit efter det andet, to yderst veloplagte kunstnere og et meget modtageligt publikum. Man kan ikke undgå at blive imponeret over det aktivitetsniveau, Søren Rasted og nevøen Nikolaj lagde for dagen, de hoppede som var vi til techno-rave, de råbte til publikum og gejlede stemningen yderligere op – de skiftede mellem de to bøgescener, havde Kato på besøg (Det’ Kato på Maskinerne) – og sluttede af med deres Hej Matematik-sang suppleret af Århus Tigers Cheerleaders, for ikke at forglemme gæsteoptræden fra ingen ringere end (nummerets bagmand) Michael Hardinger på ”Walkman”, hvorfra vi alle kender refrænet ”Nu har jeg købt mig en walkman – nu lyder skoven som New York, mand”. Og skoven lød lidt som New York – eller i hvert fald meget lidt som skov. Til det oplagte afslutningsnummer ”Party i Provinsen” blev hele arsenalet af konfetti skudt af ud over publikum, der lod regn være regn og sang med.
Og så var første dag på Skanderborg slut. Og busserne blev stille og roligt fyldt op, mens de mange gæster bevægede sig hjem gennem natten til forhåbentlig tørre telte – og til en nat med massiv regn.
