Don´t believe the hype
De hypede og mange steder stærkt anerkendte debutanter med det aparte navn WU LYF (World Unite Lucifer Youth Foundation), bringer på ingen måde mit pis i kog. Jeg lades uberørt af Go Tell Fire To The Mountain og kan slet ikke deltage i superlativ-heppekorene. Tværtimod lades mine ellers håbefulde forventninger til skamme, for det er i mine ører et både kedeligt, langtrukkent, enslydende og plagierende debutalbum den engelske kvartet har udsendt.
Lige fra de indledende toner af storladent kirkeassocierende orgel gennem flere minutter på ”LYF” til de gulvstampende trommer i afslutteren ”Heavy Pop”, spørger jeg mig selv om og om igen what the fuzz is all about.
Jeg bryder mig ikke om Ellery Roberts forcerede raspende vokal, der fylder voldsomt på alle numre. Han lyder som en uskolet Caleb Followill uden dennes dybde, fylde og gennemslagskraft. Det allestedsnærværende orgel bringer konstant mindelser om Arcade Fire, men WU LYF mangler helt canadiernes sans for finesse og pastorale stemninger.
Der er både rastløst medrivende, smukke og gedigent skævrockede momenter på Go Tell Fire to The Mountain, men jeg kan ganske enkelt ikke komme forbi den irriterende vrængende og skurrende vokal, der sjældent lader lytteren i fred. Ringlende guitarstykker, varm melodisk bas, kompetente trommer ofte spillet i lettere stift marchtempo og fine emotionelle orgelflader, kæmper hele vejen med den alt for dominerende Roberts.
WU LYF kan utvivlsomt deres skæve indierock kombineret med amerikansk 80´er collegerock, ja sågar momenter af ærkeamerikansk arbejderrock tilsat et islæt af brusende højstemthed fra orglet, til fingerspidserne, men det virker (bevidst) ufærdigt og skitseagtigt. DIY-formlen er kørt helt til ende, for bandet har indspillet albummet over tre uger og efter sigende brugt dag og nat i St. Peter´s Church i Manchester for at få den helt rigtige live-lyd, inden de overlod de ti skæringer til Paul Savage´s mixer-evner i Glasgow.
Episke numre som ”We Do” og ”Such A Sad Puppy Dog” har bestemt kvaliteter, men vælter alligevel omkuld, som garage-wannabees til Arcade Fire´s fornemme hymner.
De mange skribentroser fra ind- og udland er skudt langt over målet
Øv!
