Jazz, pop, indie og en vokal ud over det sædvanlige
Nina Baun er en vokalist med en musikalitet i systemet, der både bygger op og bryder grænser så det er en ren fornøjelse. Hendes fundament er moderne jazz med masser af leg med rytme, grooves og skæve parløb mellem toner og instrumenter. Gennem otte numre bearbejder og fortolker Nina Baun sin musikalske baggrund, lige fra en amerikansk storbyjazz til en mere provinsiel og løst funderet rytmisk melodi, men hele tiden med en fin balance i musikken og med en lækker vokal i forgrunden.
Baun forsøger ikke at imponere med skalaridt eller unødvendig volumen, det er elegant og velklingende udført – og især Henrik Olssons spillevende guitar fylder godt op i landskabet. Og netop fordi Baun hele tiden tager udgangspunkt i det jazzede, gør det ikke noget, at enkelte afstikkere til en både mere poppet og rocket lyd ikke virker helt overbevisende. Det er når hun fraserer sig igennem det tekniske og det ligefremme, at musikken finder sit naturlige leje.
Det er når Baun skubber lidt til grænserne og forsøger at lyde mere progressiv end hun egentlig er, at udtrykket begynder at halte lidt. Så er spørgsmålet bare, om Baun er en mere traditionel vokalist, der skal finde sin hylde i jazzens løse konturer, eller om hun er en progressiv og eksperimenterende fortolker af forskellige genrers indbyrdes forhold og udtryk. Lige nu er hun begge dele, og set i lyset af at der er tale om en debutplade fra en relativ ung sangerinde, leverer Baun usædvanlig høj kvalitet og integritet. Nogle ser måske, at hun nænsomt skræller de lidt for alternative kanter af og vedkender sig sit gerschwinske ophav som sanger. Men det er i sidste ende en smagssag, og man kan ikke blive andet end imponeret over den ubekymrede og dedikerede tilgang, som Baun skaber sin musik med.
Også som optrædende kunstner er Baun et sympatisk og overbevisende talent. Hendes på samme tid ydmyge og originale tilgang til musikken, er på alle måder en oplevelse værd. Hermed anbefalet.
