Form over indhold
Har man som undertegnede en fortidig glæde ved Cocteau Twins, vil man utvivlsomt spidse ører, når man overhører toner fra den britiske sekstet Lanterns On The Lake. Der er så meget foreneligt mellem de to bands, bortset fra de tyve års divergens, at man vilkårligt lytter. Desværre har bandet fået arvesølvet galt i halsen, får de formøbler deres luftige sfæriske melodier med kedsommelighed til følge. Det er dygtigt og velproduceret af et band der tager deres metier alvorligt, men uden den prægnans og gennemarbejdede, formfuldendte og komplekst atmosfæriske stil, Frazer, Guthrie og Raymonde excellerede dengang 4AD styrede den æstetiske dreampop under Ivo Watts-Russels kyndige ledelse. At det netop er de to distingverede Cocteau-herrers selskab Bella Union, der udsender Gracious Tide, Take Me Home, er vel blot et parameter for, at de fortsat er forelskede i netop den distinkte lyd.
Lanterns On The Lake´s største problem er imidlertid, at de savner et af de skotske drømmepopperes helt store aktiver, nemlig Liz Frasers unikke vokal. Ikke at Hazel Wilde kan klandres for at halte sig igennem de 11 sange, men hendes lyse, luftige, næsten hviskende stemmebånd kan ikke matche Frasers og må i bedste fald kategoriseres som wannabee til sammenligning. Nu er det måske heller ikke rimeligt, så grovkornet at duellere de to kvinder, men vokalen er altså alfa/omega, hvis bandets tilbagelænede elektro-cinematiske folk skal indgyde interesse. Bandet nævner selv Low og Sigur Rós som inspirationskilder, men heller ikke her matcher debuten, de to højt beskattede bands. Der mangler Low´s elegante vekslen mellem sarte og himmelsk smukke m/k vokaler og Sigur Rós’ sindssygt flotte bredformats-instrumentale suiter.
Men mest af alt formår Lanterns On The Lake ikke at mønstre noget farlighed, at skabe følelsen af, at noget seriøst vedkommende og nærværende er på spil. Det forbliver kønt og velfriseret som albummet skrider frem og ikke særligt mange gange rusker det i underbevidstheden eller prikker til endorfinerne. De lanterner på søen bandnavnet henviser til, lyser på ualmindeligt lidt forførende sirener og jeg fristes på ingen måde til et spring ud i det uvisse i den lurende og druknepotentielle sø. Strimlen af film englænderne vækker på nethinden er flotte, grandiose, og detaljerede, men også duvende døsige og noget søvnfremkaldende og de moody og mellow stemninger der stovtrives på Gracious Tide, Take Me Home bliver for ens og gentagende.
Første gang der kommer lidt tempo er midtvejs på ”A Kingdom”, med upbeat trommer og dansende violiner, som udmunder i et glædeligt, men desværre ikke synderligt anmassende klimaks. Der er uheldigvis ikke et ønske om at støje igennem, selvom muligheden er både oplagt og ligger lige for og det påholdende og forsigtige niveau uden nævneværdig substans og dybde, bliver Lanterns On The Lake´s akilleshæl. Lidt elektronisk knitren hist og pist, sagtmodige strygere og melankolske klavertoner, skubber og prikker lidt til hvad der må betegnes som sfærisk, storladen folk. Det er vitterligt smukt visse steder, men det bliver søvndyssende i længden, fordi melodierne er for flygtige og fordufter, inden de når at manifestere sig.
Jeg savner noget, der kan ruske op i pænheden på Gracious Tide, Take Me Home, noget der sparker til den skrøbelige intimitet, men primært savner jeg en personlig puls og en identitet man gider involvere sig i.
