Other Lives: Tamer Animals

Det er en rutsjebanetur af de helt store, som lytteren sendes ud på med temposkiftene, hvor man slynges fra den langsomme og forventningsfulde opkørsel, til man er helt tæt på himlen og gribes af storhed og benovelse, og til man med lynets hast kastes ned ad den næste bakke og mister fornemmelsen af tid og sted.

Et sandt mesterværk fra Oklahoma-kvintet

Oklahoma-kvintetten Other Lives udsender sit andet album, og der er tale om lidt af et mesterværk. Koblingen mellem filmisk Morricone-inspiration, præcist leverede melodistumper, der fremstår ligeså glasklart som The National og folk-inspirerede detaljer, der kan minde om Fleet Foxes, vidner om en cocktail, der næppe burde blive vellykket, men som i dette tilfælde vokser sig til en gigantisk og pompøs åbenbaring.

Det er en rutsjebanetur af de helt store, som lytteren sendes ud på med temposkiftene, hvor man slynges fra den langsomme og forventningsfulde opkørsel, til man er helt tæt på himlen og gribes af storhed og benovelse, og til man med lynets hast kastes ned ad den næste bakke og mister fornemmelsen af tid og sted.

På albummets to indledende numre er det som om, at Other Lives langsomt men sikkert hæver loftet, så der er plads til al den storhed, de har planlagt at levere på resten af albummet. Og fra ”For 12” går det for alvor løs med Jesse Tabish vokal som et sindssygt stærkt omdrejningspunkt i en melodi, der både har en vis eksotisk fornemmelse, men som samtidig lever stærkt på sin præcision med medrivende luftighed samt de små arrangementsmæssige detaljer, der hele tiden byder på små prikkende klaverelementer, bittesmå guitarfigurer – og en stryger back-up, der trods den voldsomme tyngde alligevel forbliver en stærk men usynlig baggrund.

På dette nummer aner jeg en smule af den samme sangskrivningsmæssige åbenbaring, som gør The National til en af mine absolutte favoritter. Og den fornemmelse forstærkes markant på titelnummeret ”Tamer Animals”, der med sin dystre og buldrende bund skaber en fantastisk helhed med den flydende og himmelske vokalpræstation. Det er så tilpas tilgængeligt og jordnært – og alligevel pompøst og himmelstræbende, at det efterlader mig med en blanding af den stemningsmæssige tristesse, som arrangementet viderebringer, og en samtidig lykkefølelse over, at musik kan hæve sig til så store højder, som det er tilfældet her.

På ”Dust Bowl III” er der indledningsvis folkstemning ved lejrbålet, inden tempoet og storladenheden igen skrues i vejret, og på ”Old Statues” findes en filmisk stemning, der kan minde om Alex Turner og The Last Shadow Puppets. Men overraskelserne lurer hele tiden lige om hjørnet, og når det vestligt inspirerede 60’er-pop-uhuh-kor afløses af noget, der minder om ortodoks russisk kirkekorssang bag den som altid medrivende vokal, så taber man atter underkæben i forundring over, at noget, der på papiret burde mislykkes, virker så effektfuldt, som det er tilfældet her.

Det er egentlig ikke fair at fremhæve enkeltnumre frem for andre. ”For 12” og ”Tamer Animals” har klart den største appel til det brede publikum uden på nogen måde at gå på kompromis med den samlede røde tråd på albummet. Men ellers er der tale om et fornemt mesterværk fra Other Lives, der griber dette album an med en skyhøj ambition, som de med stor sikkerhed lever op til.

Written By
More from Morten Wamsler
Erland and the Carnival: Erland and the Carnival
Jeg bryder mig rigtig godt om Erland Coopers afmålte, drengede, rolige og...
Read More
One reply on “Other Lives: Tamer Animals”