Tilbage i tiden med The Treatment
The Treatment er klassisk rock som man kender det fra halvfjerdserne og især firserne. Guitarerne skærer sig igennem lydbilledet, og vokalen ligger helt fremme i mixet. Tag de hårdere numre fra bands som Aerosmith, Slaughter, Def Leppard, Led Zeppelin og ikke mindst Tesla. Bland det hele sammen, og det er ikke umuligt, at resultatet bliver This Might Hurt, der er Cambridge-bandet The Treatment’s debutalbum. På de fleste af numrene har bandet speederen i bund og kun en sjælden gang imellem er der tid til at puste ud. To af disse numre er ”Just Tell Me Why” og “Nothing To Loose But Our Minds”, hvor især sidstnævnte har et omkvæd, der nærmest kalder på en lighter, eller på at man skråler med mens men har armen om sin bedste vens skulder. Omkvædet ligger tæt op ad Mott The Hoople’s omkvæd på “All The Young Dudes”.
Bedst er The Treatment når de giver den gas. Det gør de på den fængende åbner, ”Departed”, der har et fedt riff, og som minder om noget Skid Row kunne have haft lavet i tiden omkring Slave to the Grind (1991), ja, det lyder nærmest som en opdatering af Skid Rows ”Riot Act”. Netop riffs forstår det unge teenageband at fyre af som få, og sammen med vokalen er det bandets største aktiv. ”Doctor” er et andet nummer med et catchy riff, og endnu et nummer, som det er svært at sidde stille til. Energien og attituden er i den grad til stede
Den hardrock The Treatment spiller havde sin storhedstid før grungen tog over, og om den nogensinde kommer tilbage på hitlisterne er tvivlsomt. Holder man af den tid, så kan The Treatment dog varmt anbefales om end det med garanti ikke er det mest langtidsholdbare album.
