Kedsommelig keyboard pral
Det er ikke usædvanligt, at vi med jævne mellemrum skal belemres med solo-plader fra rock-keyboardspillere. Richard Wright fik i sit liv flere gange bevist at han burde holde sig til Pink Floyd. Don Airey fra Deep Purple og Black Sabbath har også for nylig prøvet med et jævnt ligegyldigt resultat til følge. Keyboardplader er tilsyneladende ikke nemme at få succes med. Derek Sherinians nyeste soloudspil Oceana er her desværre ingen undtagelse.
Som tidligere keyboardspiller i Dream Theater og flere prestigefyldte jobs (hos fx Kiss, Alice Cooper, Yngwie Malmsteen og Billy Idol) har han en stor erfaring med alt fra simpel og effektiv rock ‘n roll til effektpræget, progressiv fusions-rock. Han spiller i øjeblikket Hammondorgel med stor succes i supergruppen Black Country Communion sammen med Glenn Hughes, Jason Bonham og Joe Bonamassa. Sidstnævnte har på Oceana bidraget til ét nummer, “I Heard That”.
Oceana er uhyre velspillet men uhyre kedsommelig. Det er ikke fordi, Sherinian ikke prøver at gøre en forskel; han gæstes af en række særdeles dygtige guitarister: Doug Aldrich, Joe Bonamassa, Steve Lukather, Tony MacAlpine og Steve Stevens. De giver alle forventeligt habile præstationer og bidrager til at gøre Oceana til en stærkt guitarorienteret plade, men ingen af de medvirkende lyder som de plejer i den karaoke-agtige og kønsløse produktion, der mangler både saft og kraft. Melodierne er der ikke, og da hele pladen er instrumental, savner man en vokal til at guide sig gennem musikken. Det kræver med andre ord koncentration at stå igennem 47 minutters guitar- og keyboardvirtuositet.
Karakteren for denne anmeldelse lander alligevel på 4, for der er enkelte lyspunkter på Oceana; Steve Lukather leverer habile præstationer på “Mulholland” og “Euphoria”, og på det helt tilforladelige titelnummer spiller Sherinian på prog-rockens hellige alter; Mellotron.
Oceana er en plade der sikkert vil falde i keyboardnørders smag men som resten af befolkningen vil finde det svær at sluge.