Tremolo Beer Gut: Under The Covers With…

Der er intet nyt under solen for The Tremolo Beer Gut, der har rodet arkiverne godt og grundigt igennem og fundet alle deres indspilninger af andres sange frem, hvilket er blevet til Under The Covers With...

Da undertegnede i 1999 havde det aller første stævnemøde med det danske allstar surfband The Tremolo Beer Gut (TBG) i forbindelse med udgivelsen af debuten The Inebriated Sounds Of…, var det kærlighed ved første lyt. Det var et forfriskende tilbageblik på en svunden tid, hvor sol, babes og hurtige biler herskede. Bandets uhøjtidelige omgang med surfgenren fik smilehullerne frem hos de fleste, og live viste TBG sig da også fra deres bedste side, ved at levere shows med eksplosionsagtig energi.

Siden da, er der kommet yderligere to fuldlængde plader (Under The Influence Of… &
Nous Sommes… Qui Le Fuck Êtes-Vous?), samt en opsamlings-EP med vinyl-rariteter (From The Vinyl Archives Of…). Musikalsk udvikling har man kunnet skyde en hvid pil efter, men TBG er undskyldt, for surfgenren er rimeligt fastlåst i sit udtryk med twang guitaren som sit centrale omdrejningspunkt. Derfor var det spændende at se, hvor længe TBG kunne koge suppe på den samme opskrift.

Under The Covers With… hedder bandets nyeste udspil, men der er ikke tale om et nyt album som sådan. Pladen er en opsamling af alle de covernumre TBG har indspillet gennem tiden. Heraf er 5 numre aldrig tidligere udgivet. Resten har indfundet sig på bandets plader, på singler, på andre bands albums og på opsamlinger, og dermed er der ikke den store nyhedsværdi i Under The Covers With… for ægte fans. På den anden side, har nogle af numrene været svært tilgængelige, så for folk, der ikke har alle udgivelser, vil der nok være en overraskelse eller to at finde på Under The Covers With…

Det virker stadig som om Yebo, Jengo, Per og The Great Nalna har en fest, når de regerer i bandregi. Der er stadig masser af glæde at spore i numrene, og når coverversionerne spænder over numre med så vidt forskellige navne som Tom Waits, Beach Boys, Rammstein, Sonic Youth, Superheroes, Beta Satan og Who Made Who, burde de fleste kunne finde genkendelsens glæde på Under The Covers With…

Pletskuddene er bl.a. den melodiske “Useless” (Depeche Mode), den tilbagelænede “9 Times The Pain” (Blue Phantom), og den eksplosive “Death Valley ’69” (Sonic Youth), mens den rodede “Turn Me Up” (Superheroes) og den lalleglade “Because They’re Young” (Duane Eddy) klart er pladens svageste numre.

The Tremolo Beer Gut leverer stadig en fandens god omgang surf, men det er bare desværre svært stadig at være lige så begejstret for bandet, som ved det første stævnemøde for 12 år siden.

More from Claus Wrang Riis Michaelsen
Ny Cover-EP fra The Hellacopters
Print đź–¨ PDF đź“„ eBook 📱 De svenske garagerockere The Hellacopters udgav første...
Read More
0 replies on “Tremolo Beer Gut: Under The Covers With…”