Musikalske olympiadesuiter holder ikke kadencen
De finske instrumentale krautelskere Siinai er dybt forelskede i repetitioner og pompøse lydflader udført med et hav af synths. Selvom de selv ytrer tilhørsforhold til og glæde ved My Bloody Valentine og Neu, er det nu mere et oldschool-blend af Pink Floyd, Tangerine Dream, tidlig Mike Oldfield, John Carpenter og især grækeren Vangelis, jeg kommer til at tænke på, når jeg lytter til deres debut Olympic Games. Der hersker en glæde ved få, men insisterende virkemidler, spundet af hypnotiske pulseringer, psykedeliske dronede lydmalerier og så den metronom-dikterede monotone krautrytmik.
Et stykke ad vejen fungerer det glimrende, eksempelvis på albummets ubetinget bedste nummer ”Anthem 1+2”, der er en vældig hymne af højstemt pompøsitet, flydende brusende synthvælvinger og glitrende gnitrende glasklare, næsten naive riffs mixet med patosfyldte mandekor, der er som stjålet i natten fra en obskur kultgyser. Den næsten 16 min. lange komposition snyder lytteren ved at lave et bagvendt udfald, for den lægger ud med søgende, cirklende og svævende keyboardtoner, der munder ud i et stærkt klimaks af et omkvæd, med kæmpe armbevægelser og flot iørefaldenhed, blot for derefter af hive gassen helt ud af ballonen og servere otte min. magisk stilstand, kun bestående af kryptisk klaver, dybe droner og dunkle mandekor. Et helt igennem frækt greb og vidunderligt virkningsfuldt.
På ”Marathon” er der flere muskler og en større musikalsk spændvidde og her går Siinai faktisk et andet finsk band, nemlig de mørkt eksperimenterende psych-rockere Dead Skeletons i bedene, med fuzzguitarerdrevne toner under de syntetiske svingninger. Det bliver bare for ensformigt i længden og da det midtvejs suppleres af cheesy baggrundskor, er jeg altså videre på fast forward knappen. ”Mt Olympos” svælger i romantiske temaer og flommede synths, der hverken kommer nogen vegne eller bevæger en. Også her kedes man og kunne have ønsket, at der var strammet op med en kortere spilletid, inden idébanken løb tør.
”Munich 1972” er præcis så grim og kaotisk at høre på, som en titelreference til den forfærdeligt tragiske gidseltagning og likvidering af olympiske sportsudøvere dengang må være – noget godt nummer bliver det bare ikke. ”Victory” kunne være et Mogwai track, men et skidt et af slagsen, for det mangler skotternes mesterlige sans for opbygning og kolossalt smukke brobygning mellem stilhed og eksplosion. Når sejren så endelig indtræder som musisk højdepunkt, lugter det gevaldigt af 80´er amerikanske films forherligelse af vinderen – ja det er sgu ikke langt fra rædselsfuldt corny soundtracks som Top Gun og Rocky. Det samme kan Siinai´s exit ”Finish Line” desværre også bryste sig af.
Olympic Games´ lovende start holder på ingen måde til målstregen. Rent faktisk kommer Siinai fornemt ud af startholderne, men går kort efter død på en musikalsk fibersprængning.
