Med skrattende guitar og elektroniske udladninger og hæs melankolsk vokal lægger Roxy Jules ikke fingrene i mellem på hendes soloalbum. Lyduniverset er mest af alt malet i dystre farver og tunger toner og der er langt til lollypops og candyfloss med mindre det er af den forbrændte slags. Den lidt lidende vokal klæder de nøgne industrielle toner og svæver roligt over de oprørte vande.
På intronummeret lyder en ildevarslende basgang og nummeret bygges langsomt op med taktfaste metal mod metal-lyde, kraftfuld percussion og Roxy Jules’ vokal der i harmonier spredes udover den hamrende, klikkende, susende masse af lyde, der river i øregangen. Numrene udvikler sig langsomt og kyndigt og formlen er klar – masser af larm, masser af Roxy Jules aka Julie Runa giver industriel og firsersort romantik med moderne udsyn. Roxy Jules er ikke bange for at kaste sig ud i de mørke melodier.
Albummet er indspillet sammen med Anders Bech Mellson/Mofus, der også har arbejdet sammen med Mikael Simpson og Trentemøller. Har man de to musikere i mente er der tydelige paralleller til deres lydelige universer af finurligheder, mørke og dybde.
Roxy Jules har endnu ikke helt samme format som de to førnævnte herrer, men hun viser tænder og der er en masse potentiale på nogle skæringer, som er virkelig godt stykket sammen og som er spændende og udfordrende for lytteren. Dette gælder fx skæring fire ”Fine White Sand” hvor omkvædet er smittende og ligger lige til højrebenet med en lysere vokal, der står i flot kontrast til det hårde elektroniske intrumentalspor og til versene, hvor Julie synger en dybere mere hæs vokal, som på de foregående skæringer. Også på skæring seks ”I Once Had a Horse” (der til slut på pladen ligger i en live-udgave), hvor der sker meget mere i kompositionen og en klagende elektrisk guitar får frit spil overfor en akustisk guitars varme strengelyde. Teksten har en fin fabulerende poetisk klang og der er noget stjålent over den, som falmede barndomsminder der forsvinder i solens svindende stråler.
Skal man tro den sidste skæring, der er en live-optagelse, så klarer Roxy Jules sig ret så udmærket i live-sammenhæng. Optagelsen er stemningsfuld, intim og klangfuld. Roxy Jules’ musikalske udvikling ligger da også meget i hendes koncertoplevelser og den respons hun har fået igennem dem.
Roxy Jules har begået et rigtig fint album som undertegnede sagtens kan høre ind til flere gange. Men albummet kunne godt have tålt en større lydlig variation, da den første halvdel flyder en del sammen til sammenligning med albummets sidste halvdel, hvor skæringerne er mere varierede, udfordrende opbygget og med en større intensitet.
