Hundreds: Hundreds

Det er svært at blive berørt eller forført af Hundreds' forsøg på en mellow pop, der egentlig lyder som et forfejlet og ret bedaget forsøg på at opdatere 80´erne og 90´ernes dreampop. De blodfattige sange flyder underligt ligegyldigt rundt i synthknas og mere eller mindre slæbende beats.

Indietronica med akut mangel på karakter

De to tyskere i Hundreds spiller på deres selvbetitlede album en forsigtig, elektronisk knitrende og drømmende pop, der ikke gør meget væsen af sig og desværre ej heller kaster meget karakter af sig. Eva står for vokal og lidt letspredt glockenspiel og autoharpe, mens det mandlige islæt Phillip tilfører albummet synth og diverse beats.

Dét enkle setup stiller krav til i hvert fald to ting, nemlig en signifikant karakterfuld stemme og en fornemmelse for den gode melodi. Jeg kan ærgerligt nok ikke rigtig for øje på nogen af delene under aflytningen af albummet. Var der så arbejdet med stemninger, som kunne berige ens indre verden med imposante eller atmosfæriske forestillinger, kunne jeg leve med manglen på melodiske kvaliteter, men heller ikke her er duoen nævneværdigt interessante.

Evas vokal lyder som en blanding af Cranberries´ Dolores O´Riordan og vor egen Marie Frank, men er væsentlig mere fersk og uvedkommende i sit vokale udtryk. Den mangler førstnævntes knækkende særkende og sidstnævntes varme. Der er ganske enkelt for lidt gennemslagskraft eller mysticisme over hende og jeg savner et signaturaftryk, der sætter sig fast hos lytteren.

Albummet veksler mellem knitrende sovekammerhymner badet i melankolske indietoner, som på ”I Love My Harbour”, ”Machine” og ”Grab The Sunset” og mere uptempo sager som ”Fighter”, ”Blank” og ”Song For A Sailor” uden at det synes, at ville mig noget synderligt og jeg bliver på ingen måde berørt eller forført udi bandets forsøg på en mellow pop, der egentlig lyder som et forfejlet og ret bedaget forsøg på at opdatere 80´erne og 90´ernes dreampop.

De blodfattige sange flyder underligt ligegyldigt rundt i synthknas og mere eller mindre slæbende beats, der langt hen ad vejen benytter samme formel gennem hele dusinet af elektrokompositioner. Tankernes himmelflugt trumfer albummets stille forsøg på indpas i min verden, selvom jeg om og om igen gør et særdeles ihærdigt forsøg på at finde noget melodisk relevans og substans.

Numrene lægger ellers ofte lovende for, men fiser undseeligt og ufarligt ud i glemslen, hen ad deres synthvuggende vej af følsom percussion, nænsomt klokkespil og fersk vokal uden det store register at spille på. Og netop vokalen er som tidligere nævnt den kritisable faktor, for den kan slet ikke bære den opmærksomhed, der bliver den bevilget i de sarte, anæmisk stringente og sprøde musikalske rammer.

Hundreds byder på indietronica med for lidt bund, kant, dynamik og spænding, men først og fremmest melodisk substans til at holde interessen fangen mere end blot midlertidigt og selvom der bestemt er tiltag til sange, der kunne være blevet væsentlig mere opsigtsvækkende med en bedre og mere unik vokal, sidder jeg tilbage i lutter kedsomhed.

More from Thomas Steen Jensen
The Surfing Henchmen: Squeal Baby, Squeal
De fire ildspyende gutter i The Surfing Henchmen har med garanti en...
Read More
0 replies on “Hundreds: Hundreds”