Hånd i hånd med døden på vej ud i natten
Da jeg hørte Risings ep første gang for et par år siden tænkte jeg, at her var der noget stort på vej. Det kunne blive rigtig interessant at se, hvad den københavnske trio kunne udvikle sig til, og ikke mindst, var de i stand til at holde kvaliteten og integriteten, når det endelig gjaldt. Svaret er i al sin enkelthed, at Risings To Solemn Ash er noget nær det mest overbevisende og spændende udspil, jeg længe har hørt. Det kan virke komplet ubegribeligt, at tre københavnere kan skabe så stor lyd og med så vital kraft, at det nærmest ikke er hørt bedre på disse kanter.
Stilen på københavnernes debutalbum er møgbeskidt og tungt sludge metal som vi kender det især fra High On Fire, som også tilfældigvis er en trio. Heldigvis har Alan Douches, som tidligere har bearbejdet netop High On Fire og Mastodon, haft mere end en finger med i spillet ved den endelige masterering. Produktionen er gennemgående holdt i en Wall of Sound, hvor guitaren bygger en massiv ringmur op omkring melodierne, mens trommer og bas lægger lag på lag på lag af tyngde og kraft og en råstyrke, der næsten er skræmmende i al sin pompøse magt. Indtil i dag troede jeg ikke, der var andre end førnævnte High On Fire, der mestrede denne monumentale og stilrene støj – men det har Rising lavet godt og grundigt om på.
Et sted, hvor det lykkes Rising at skabe deres egen lyd og sætte et personligt fingeraftryk, er ved brugen af en nærmest firseragtig heavy-lyd, når der sættes ind momentvist med guitarsoloer. Første gang jeg hørte det, gav det et gib i skroget med en spontan frygt for, at bandet gav køb på de dyrebare værdier og forfaldt til fladt effektjageri, men tværtimod løsner Jacob Krogholts spil op for den tunge obelisk af tung sludge og giver musikken næring og luft i et ellers klaustrofobisk tungt og mørkt univers.
Også på melodisiden står trioen stærkt med nogle gennembearbejdede sange, med både catchy refræn og slidstærke passager. Henrik Halds vokal lyder momentvist som Aaron Turner fra ISIS og han har den dybe tone, der aldrig ender i flad growl eller påtaget aggressivitet. Det er lige som med resten af ingredienserne i musikken flot og overbevisende, og der er ingen tvivl om, at Rising besidder de nødvendige kvaliteter, der tåler sammenligning med nævnte bands.
Det grafiske udtryk spiller tydeligvis også en rolle for bandets produktion, og det glæder især en gammel halunk som undertegnede, at man har gjort sig den ulejlighed at udgive To Solemn Ash i et fantastisk flot dobbeltalbum på vinyl. Det enkle udtryk kommer her til sin fulde ret, og hele produktionen spiller sammen på elegant og imponerende vis. Det er en sand fornøjelse at opleve, hvordan alle delene går op i en højere enhed.
Hermed anbefalet på det kraftigste til alle sludge-fans og tilhængere af den monstertunge og mørke sumprock, leveret med talent, mod og nerve af usædvanligt sjælden kvalitet.
