Kaptajn Haddock med ståpik i narkorus
På blot fem skæringer og 13 minutter og 18 sekunder, leverer kvartetten fra Kolding en svedig omgang power rock’n’roll af den befriende, beskidte og ligefremme facon. Der bliver knoklet igennem med en sovset og rå rocklyd, der indeholder adskillige ingredienser til at få enhver festgryde til at boble og syde.
Åbningsnummeret ”Død og kritte” starter med en lystig banjo, der hurtigt bliver overtaget af lavthængende guitar og den indledende strofe: ”Tro håb og knojern”, der bogstaveligt talt sætter ud på det åbne hav med en besætning af galninge, der hænger ud over rælingen og brøler, mens verden bare kan komme an. Jeg ser for mig Kaptajn Haddock, stangliderlig og bragende stiv, men med den sædvanlige humor og ramsaltede tilgang til den omgivende verden.
Fra Bornholm kommer Johnny ”Desperado”, der i en ordentlig Ouzo-brandert gør kysterne usikre på disse kanter. Musikken er igen den rå, upolerede og ligefremme rock’n’roll, der trækker på tydelige veksler hos Magtens Korridorer og med en snert Volbeat, men med en langt mere beskidt, punket lyd end Magtens Korridorer, og med en langt mere kompromisløs og vredladen tone end Volbeats efterhånden radiovenlige lyd.
På ”Strandvasker” ruller Kolding-knægtene sig ud som de rene visedrenge med saltvand i blodårerne og minder momentvist om Vildenskys punkede visesange, der også forbinder den larmende, udadvendte punk med almindelige sømandsviser. Skullclub går dog planken helt ud med deres energiske og fremadpiskende rock, og man kan ikke andet end at blive i godt humør af denne omgang ægte og højpotente dieselhakker af en musikmaskine.
”So-cial” er det eneste lidt mainstream-nummer, der mest lyder som engelsk punkrock anno slut 70’er, start 80, men kan man holde kadencen i slipstrømmen på Exploited og Sham 69 er man ikke i helt dårligt selskab. Og vi bliver i det engelske med ”Toon army”, der er en vaskeægte pubsang før en fodboldkamp, hvor der skal smækkes skaller og spyttes tænder ud. Her ledes tankerne hen på ligesindede Dropkick Murphy, der satte kursen for efterhånden mange år siden for den irske/engelske folk i skøn samklang med beskidt punkrock.
Alt i alt er man en smule forpustet, når man efter et lille kvarter glipper med øjnene og spekulerer over, hvad det egentlig var, der ramte én lige i mellemgulvet. Det var såmænd bare en flok knaldskaller fra Kolding med præcis den rette dosering af rå kraft, galgenhumor, talent og viljen til at kølhale enhver, der ikke deltager i festen. For det er en fest at være sammen med Skullclub, og kan de holde niveauet på en kommende fuldlængde, er der stadig håb for den rå og uforfalskede rock.
Skibet er lastet med portvin, pornofilm og poser med pulver – og jeg har indløst billet!
