
Efterårsmelankoli som nærværende force
På Everything fanger An Autumn for Crippled Children den nuværende årstids snigende kulde og triste, men smukke stemning på en fin og vedkommende måde. Det er flot melankolsk, men har dog også sine mangler.
Det er, for denne anmelder i hvert fald, let at blive revet med af den stemning, der er på Everything, da de lydbilleder, musikken frembringer virkelig går sig godt til efteråret med grå himmel og den der følelse af, at er sommeren forbi, en sommer som stort set ikke har været til stede i år. Man bliver trist, men på en behagelig måde, altså nærmere melankolsk, og man dvæler ved denne følelse, når man lytter til flere af de sange, hollandske An Autumn for Crippled Children har skrevet. Et af albummets første numre, ”Formlessness”, minder en del om svenske Katatonia hvad angår den instrumentale intro, men lyden bliver dog mere brutal, så snart vokalen indtræder. Og vokalen er desværre ikke i stand til at bidrage med noget positivt til den fine og mørke melankoli. Der growles stort set kun, på nær på et par enkelte numre, hvor der er en smule ren vokal med, men growlene er optaget meget lavt. Det er svært at sige om det er med vilje, således at det skulle skabe en effekt af en art, men det passer ikke særligt godt ind med musikken. Faktisk kunne man i nogle sanges tilfælde lige så godt have lavet instrumentale numre, ikke fordi vokalen er decideret irriterende, ofte virker den bare noget overflødig.
På trods af manglen på spændende eller i hvert fald relevant vokal, er Everything overordnet et godt album. En sang som ”Nothing/Everything” har fængende guitarfigurer, hvor ”I am the Veil” er længere nede i tempo, og igen nikker refererende til Katatonia. Sangen med den poetiske (og doom metal-klingende) titel ”Her Dress as a Poem, Her Death as The Night” er måske den mest helstøbte på albummet. Det er på anden halvdel af albummet, at bandet virkelig viser at de har skabt noget, der minder om en personlig lyd, og det er der, de skal holde fast. Hvad vokalen angår, er det dog en anden sag.